Vinder af Bogforums debutantpris

05.11.21
Fine Gråbøl modtager prisen for "Ungeenheden". Læs om alle de nominerede her.

FINE GRÅBØL: UNGEENHEDEN

I Fine Gråbøls væsentlige samtidsroman holdes sindets bærebjælke kun lige netop oppe. Titlen låner navn fra et midlertidigt psykiatrisk botilbud for unge voksne, som den unavngivne jeg-fortæller og en række andre unge befinder sig på, og som vi følger henover en klaustrofobisk varm sommer. Bostedet er er et øvelseshjem. Et sted, hvor man skal øve sig i ikke at hælde kogende vand ud over sig selv, ikke at tage springet fra et vindue. Og sådan går dagene, man sidder i køkkenet og lægger kabale, man spiser karameller, man farver hår, man får psykoser. Ungeenheden er både et sted og en tilstand. Et slags mellemrum. De, der bor der, er syge, men det er ikke et hospital. Man kan låse sin egen dør, men personalet kan altid låse den op igen. Nogle gange føles væggene bedrageriske og trækker alt ilt ud af jeg-fortælleren, andre gange bærer de hende oppe. Fine Gråbøls blik for dét indre spændingsforhold er utroligt nuanceret og fintregistrerende. Det er samtidig et litterært greb: at give form til den erfaring det er at være til stede i verden, fuld af indre splittelse og forskydninger ved at kombinere det alment genkendelige med det fremmedartede og på den måde udvide læserens blik for, hvordan det er at leve med psykisk sårbarhed. Ligeså porøs og usikker en virkelighed Gråbøl skildrer, ligeså sikkert og præcist skriver hun den frem. Det er overbevisende gjort. Hun kan både bevare det store overblik og gå ret i kødet på sit stof. Romanen er både poetisk og konstaterende. Hjerteskærende og kritisk. Kompleks, med andre ord – som livet er det.

GLENN BECH: FARSKIBET

At man ikke kan underkende den formative betydning et savn, et selvmord, et svigt kan have på et barn er Glenn Bechs ”Farskibet” et tydeligt eksempel på. ”Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.” Sådan sparker Glenn Bech sit forrevne, vilde og formeksperimenterende autofiktive værk i gang. Drengen Glenn er kun fem år, da hans far går ud i skoven og aldrig vender tilbage. Om det tekstuelle jeg er identisk med det biografiske jeg er ikke det, der driver læsningen stakåndet fremad, det er til gengæld det troværdige portræt af en ung mand, der kredser insisterende om et fravær, og som bliver i sorgen over bogens 552 sider, undersøger den, forsøger at vende vrangen ud på den, fortvivlet, vred, blid, sårbar. I ”Farskibet” er det ikke kun følelserne der er slået itu, det er sproget også. Det er, som om kun et splintret sprog slår til i forsøget på at indkredse faren. Men det er ikke kun en bog om en far, og sproget adresserer ikke kun ham - det er også en skildring af en familie, et stærkt vedkommende klasseportræt, om dårlige materielle vilkår og om at stå ret alene med et intellektuelt råderum. Hvordan kan man fx tale med sin stedfar, Søren, asfaltarbejderen med tungepiercingen, som prutter og brovter, om at være mand, måske en homoseksuel mand, hvordan kan man gøre det i et sprog, der ikke er begrænsende, men omfavner nuancerne?  Det er ikke lige til. Og sådan er romanen heller ikke. Den bryder asfalten op mens den går sine egne veje. Det er nyt, hårdt, det er uafvendeligt.

MARIA HESSELAGER: JEG HEDDER FOLKVÍ

Det er ikke hver dag en forfatter debuterer med en roman, der er henlagt til vikingetiden, om en stærkt kødelig søskendekærlighed. Men det gør Maria Hesselager. Der er en uforfærdethed over denne debutant, der er imponerende. I den originale ”Jeg hedder Folkví” giver afstanden til vores egen nutid Hesselager muligheden for åbent at give plads til det umulige begær og det, der løfter sig ud over en virkelighedsnær fornuftsverden, nemlig et mytologisk skæbneunivers.  

Romanen giver stemme til nogle dybe, menneskelige grundfølelser, som er tidsløse: Sorgen over det tabte, usikkerheden ved at befinde sig i en overgangsperiode, længsel og ikke mindst en stor og kraftfuld kærlighed. For hvad gør man ikke for kærlighed? Bogens overrumplende slutning giver et slags svar. Særligt stærkt står portrættet af den unge kvinde Folkví, med de brede hofter og kærlighedsviljen, som er ”blevet tilbudt et ophold i ulykken”, som Hesselager smukt formulerer det. Romanen er fyldt med den slags sætninger, man har lyst til at gemme på. Det er i det hele taget en roman, hvor man er lige så meget i fortællingen, som man er i sproget. Rytmen driver tanken frem, det gør den hos Hesselager, hendes sprog er både sanseligt og suggestivt, lige meget om det låner sig selv ud til beskrivelser af karakterer eller af landskaber.

”Der var en glæde ved at omgås det nye, som om det var gammelt og velkendt”, står der i romanen. Man skulle tro, at den sætning pegede på Hesselager selv; for man tror på, at hun kan kaste sig over hvilket som helst nyt litterært udtryk og mestre det.

SEBASTIAN NATHAN: HONEY MOON

I Sebastian Nathans glitrende digtcyklus er al støj fjernet. Det, der står tilbage, er enkelt, det er rent. Og det er smukt. Og fordi det er så stilfærdigt, kommer man til at lytte desto mere. Som i lyrikken må vi navigere mellem de nedslag, som livet byder os. Det gælder også for det unge digter-jeg, som er blevet forladt. Der er en kærlighed, der blafrer bagudrettet. Men den længsel, der toner frem i digtene, er ikke ironisk eller vrængende. I stedet for at lede efter alt det, der gik galt, så samler digter-jeget på de lykkelige stunder. Længslen bærer noget smukt i sig. ”Solen er gemt bag en grå himmel”, står der. Men solen, den er der. Nathan tegner konturerne af et mildt landskab og sind, der åbner sig mod verden – op og ud. Månen, skyerne, fuglene og flyene kredser som et motiv over digtenes rundhorisont, og når billederne let rører hinanden, antænder de en elektrisk gnist, som forplanter sig som håbefulde bevægelser – ud i digtene og ud i læseren. Det synes let, men som digtsamlingen selv lader formulere: ”Der lurer altid noget under letheden”. Man skal ikke forveksle det lette med det uigennemtænkte eller med naivitet. Det kræver en litterær begavelse at holde tonen så klar, så åben. Som i denne vidunderlige strofe: ”på en måde handlede det ikke om mig/lykken var noget vi gav til hinanden/er det ikke dejligt at tænke på”. Man kunne svare: Er det ikke dejligt at tænke på, at der nu findes et nyt talent ved navn Sebastian Nathan, som skriver sådan her?

 

SØREN PILMARK: VARIETÉ – Laurits og Valdemar

Der brænder en ild, der nærer de store fortællingers bål i Pilmarks roman. ”Varieté” åbner op til en verden af drømmere og gøglere. Vi er lige landet i et nyt århundrede, og lyset over det lille teater Apollo skinner ikke så klart, som det har gjort. Teatret kan både fremvise en fordrukken tankelæser og en indisk fakir, men man kan stå nok så meget på ét ben: hvis det halter med at trække folk til huse, så er man lige vidt. Den unge tryllekunstner Laurits er nøglen til teatrets succes. Laurits er et brændt barn med et særligt talent for magi. Han har gjort sig den bitre erfaring, at han kan tryllebinde andre, mens han forsvinder for sig selv. Og ikke langt derfra, i et vaskerums kølige mørke, slår en mand en dreng på rygstykkerne, og for hvert slag fjerner han sig fra det bånd, han prøver at skabe med piskens svirp. ”Varieté” er ikke bange for at sige det, som det er: Den man tugter, taber man, den man elsker, vinder man. Det gælder også en selv. Og først og fremmest: En dame saver ikke sig selv over – man kan kun gennemføre nummeret, hvis man er flere om det, man kan ikke drive det til meget i verden, hvis man er alene. Romanen er båret af en indre spænding, af modstand, af ønsker og begær. Et begær efter at betræde fantasiens frodige jord. ”Man skal svæve, mens man lever!” lyder det, og mens man læser, drømmer man vitterligt, at man har vinger. ”Varieté” er en morsom, underholdende roman om sammensværgelser, misundelse og fællesskabets muligheder.

Tags
Materialer