Forlagets beskrivelse af: Frygtelig lykkelig af Erling Jepsen

Robert Hansen fra København skal være den ny landbetjent i Højer, og han har sine problemer med at falde til i det sønderjyske. Her gør man tingene på sin egen måde, for det er jo ikke alt, man behøver rapportere til politimesteren i Tønder. Den lokale skønhed får hurtigt et godt øje til den nye betjent, men hendes mand kan andet og mere end at tæve sin kone, og snart er Robert viklet ind i et drama, hvor han slet ikke kan bunde. Frygtelig lykkelig er en sædeskildrende politiroman fra marsklandet, hvor man har tyve i skabet og skeletter i mosen. Med humor og kulsort alvor fortælles en historie om at finde sin plads i verden.