"'Hun nåede at klappe hunden'. Albummet virker sine steder lige så besynderligt som titlen. Og en håndfuld sange er skitseprægede eller så skødesløst præsenteret, at den gamle mester kommer at fremstå foruroligende ordinær ... Sebastians nedslidte stemme er et kronisk og velkendt problem, man har vænnet sig til. Men i titelnummeret skurrer indholdet også. Sangskriveren farer vild i egne indforståede lyrik-labyrintiske gange, og lytteren skal yderligere orientere sig i en musikalsk opvisning med staccatoklange og teatralsk ekko af Kurt Weill. Uanset om man kan lide det eller ej, sker der da noget. Kvalitetskontrollen svigter derimod fuldstændigt med 'Goodbye Good Friend'. En ældgammel sang, der er så banal - og som synges på et så kvækkende engelsk - at nummeret burde være forblevet i gemmerne"

"Det er (...) når de gamle ungdomsoprørere skriver med hjertet og ikke med hjernen, de bedst formår at være aktuelle. Som det sker for Sebastian på den fuldbårne 'Lille hjertesang'. Men ellers dominerer en velkendt insisteren på at pakke alvorlige budskaber ind i galgenhumoristisk musik. De enkelte sange er arrangeret og indspillet med omhu, men det hele er lidt i øst og vest, og fornemmelsen af sammenhæng bliver ikke større, da man når til de sidste 3 af albummets 11 numre"

"Sebastian bliver ved med at ryste gode melodier ud af ærmet ... det er en vital og ofte humoristisk anlagt udgivelse, denne Sebastian med det borgerlige navn Knud har stået fadder til. Titlen alene - Hun nåede at klappe hunden, hedder den - indikerer, hvor tæt på absurditeten sangene i denne ombæring indimellem bevæger sig. Det virker, som om kunstneren er nået til det punkt i tilværelsen, hvor han ikke længere føler behov for at glæde eller more andre end sig selv, hvilket givetvis sagtens kunne være endt skrækkeligt, hvis ikke resultatet var blevet så vellykket og veloplagt, som tilfældet er"