Nu er det jul igen! - Juleoplæsningsbøger for børn
Og forhåbentlig betyder det også en stille stund med familien, hvor man kan læse højt fra julebøger. Her kommer vi i hvert fald med tre bud på gode juleoplæsningsbøger for børn og barnlige sjæle.
Af René Toft, børnebibliotekar på Roskilde Bibliotekerne
Lasse-Leif – DM i æbleskiver af Mette Finderup
Normalt kan du læse om Lasse-Leif og Luske-Lises sjove og skøre liv i billedbogsserien af Mette Finderup. Men DM i æbleskiver er en stor højtlæsningsbog spækket med fine julehistorier om Lasse-Leifs december måned. Og den går ikke stille af sig. Der er både balladenissemænd, falske julemænd, æbleskiverekorder, Luske-cia optog og meget meget mere. Sød og skøn oplæsningsbog for hele familien. Anbefales fra 4 år.
Otto holder jul af Lars Daneskov
Otto holder jul er en fabelagtig og sjov højtlæsningsbog om børnehavedrengen Otto, der SLET ikke kan vente på at det bliver jul. I 24 små historier hører vi om alt fra julestress-skumbad, tyvenisser, julekager med chili, stegte julehandsker og juletræer uden gran. Kan man ikke få nok af Otto, er der tre andre læshøjt på hylderne. Anbefales fra 4 år.
Historien om nissen af Bjarne Reuter
Vida og Karl skal være hos farfar i Røste Espeløv i juleferien. Vida har det med at blive væk og da hun falder af farfars kane, møder hun nissen. Nissen er på jagt efter noget helt bestemt men må ikke fortælle hvad og skal finde det inden den 24. december. Det har Kong Vinter nemlig sagt. Og så begynder eventyret. Et dejlig juleeventyr der anbefales fra 5 år. Og bliver man glad for Vida, Karl og farfar, så fortsætter deres eventyr i Historien om Englebassen, Historien om Kongens Storetå og Historien om Mio fra månen. Bøgerne er smukt illustreret af Ursula Seeberg.