Forfattersamtale: Harald Voetmann om Lysmesse
- Tid
- 15:00 - 16:00
- Pris
-
Billet: Gratis
- Sted
-
Det Gamle Rådhus
Stændertorvet 1,
4000 Roskilde
Harald Voetmann har skrevet den sprudlende og fabulerende 'Lysmesse', der udspiller sig i miljøet omkring et kloster i middelalderens England. Med udgangspunkt i den, dykkes der ned i, hvad der til stadighed fascinerer og drager ved middelalderen. Hvorfor klostre spiller og spillede den rolle, som de gør og gjorde. Og hvordan man skriver en bog fuld af historie og historier.
Det bliver med andre ord både underholdende og lærerigt.
Om Lysmesse:
1144 bliver liget af den 12-årige dreng William fundet i Thorpe-skoven nær Norwich i England. Fem år senere begynder munken Thomas af Monmouth at skabe og udbrede en fortælling om, at drengen var offer for et ritualmord begået af jøderne og derfor burde hædres som en martyr. Pilgrimme strømmer snart til Norwich for at bede ved Williams grav, og Broder Thomas får mere og mere magt i klosteret, mens hadet mod byens jøder vokser.
Lysmesse er en myldrende og uhyggelig fortælling om, hvordan verdens mest sejlivede konspirationsteori blev skabt. En historisk og aktuel roman om magt, fake news, vold og vokslys.
Anmelderne skrev:
6 stjerner i Berlingske: ”Harald Voetmann skriver mesterligt om en konspirationsteori med fatale konsekvenser”.
5 hjerter i Politiken: ”Harald Voetmann fortsætter sin litterære udforskning af menneskets fundering i ækel materiale”.
Om Harald Voetmann
Harald Voetmann debuterede med ’Kapricer’ i 2000, og har siden gjort sig bemærket gennem et forfatterskab befolket med grotesk kropslighed, mærkelige eksistenser og en sjælden evne til at undersøge grænselandet mellem det rationelle og det dyriske, og det sårbare og det grumme. Allesammen tydeligt i det seneste værk ’Lysmesse’, der udkom på Gyldendal i 2025.
Voetmann har vundet en lang række priser bl.a. Otto Gelsted-prisen (2014), Kritikerprisen (2014), Schade-prisen (2018), Danske Skønlitterære Forfatteres Hæderspris (2021), Søren Gyldendal skønlitteraturprisen (2023) og Frit Flet-prisen (2023).