Booktalk (udskoling)
Mangler dine elever inspiration til fritidslæsning? Er samtalen om litteratur blandt dine elever gået i stå? Så book en times aktiv og involverende litteraturformidling med bibliotekarerne.
Af Helle von Essen

Klassetrin: 7. – 9. klasse
Sted: Gadstrup, Gundsømagle, Jyllinge, Roskilde, Viby, Ågerup Bibliotek
Varighed: 1 time
Tidspunkt: hele året
Tilmelding: løbende
Ambitionen med Roskilde Bibliotekernes booktalks for udskolingen er at engagere eleverne i og gøre dem nysgerrige på litteraturen gennem inddragende og overaskende litteraturaktiviteter på de unges præmisser. I stedet for en mere klassisk booktalk, møder dine elever derfor aktiviteter, hvor de selv vil komme på banen som fx følgende:
Bookflix
Eleverne skal i grupper vælge tre film, de gerne vil se. Det eneste problem er, at der ikke er noget internet, og at de derfor kun kan vælge de bøger, der er ”udstillet”/fundet frem. I gruppen skal de blive enige om, hvilke tre bøger de synes ser spændende ud. Når alle er færdige med at vælge, skal eleverne præsentere ”filmene/bøgerne” for resten af klassen. Det, eleverne fortæller om bøgerne, understøttes og udfoldes af biblioteksmedarbejderne.
Forside-bagside-quiz
Eleverne skal matche forsider og bagsider. Der ligger en masse bøger på et bord med forsiden op ad. Der læses højt af en bagsidetekst, og nu skal eleverne gætte, hvilken bog der er tale om. Eleverne er i hold. Det hold, der får fleste rigtige, vinder
Kontakt og tilmelding
Vi sender invitationer til folkeskolernes læringsvejledere ca. 2 måneder før aktiviteten, hvorefter man kan tilmelde sin klasse. Har du spørgsmål, kan du sende en mail til bibskole@roskilde.dk.