Vær med til at skrive Roskildes nye fællessang
Hvordan lyder Roskilde Kommune anno 2025? Det skal en ny sang forsøge at give svaret på.
Af Freja Boye Jørgensen Ummels

Projektet ”Roskildes Toner – en sang til det sted vi bor” er sat i verden for at undersøge, hvad der gør Roskilde til et særligt sted med udgangspunkt i borgernes forhold til hjemstavnen.
I løbet af august og september 2025 rejser der derfor en postkasse rundt på vores biblioteker. Her får du mulighed for at sætte ord, streger og stemninger på livet i kommunen. Af de mange små fortællinger vokser en ny fællessang frem – skrevet både med og om Roskilde.
Teksten bliver skrevet af musikeren og sangskriveren Bisse (Thorbjørn Radisch Bredkjær), der selv har en særlig tilknytning til byen. Musik og melodi bliver skrevet af folkemusiktrioen Dreamers’ Circus. Trioen har siden 2021 været stadsmusikanter i Roskilde og kender derfor allerede kommunens rige musikarv.
Sangen får sin officielle premiere ved Roskilde Litteraturfestival i maj 2026. Men du kan allerede møde de kreative kræfter til morgensang på Roskilde Bibliotekerne d. 7. oktober, hvor Bisse og Dreamers’ Circus er værter og vil få overdraget de indsamlede postkort. Læs mere om morgensangsarrangementet her.
Postkassens rute
18.–25. august: Stændertorvet |
25.–31. august: Ågerup Bibliotek |
1.–5. september: Gundsømagle Bibliotek |
6.–14. september: Roskilde Bibliotek (hovedbiblioteket) |
15.–21. september: Viby Bibliotek |
22.–28. september: Gadstrup Bibliotek |
29. sep.–5. oktober: Jyllinge Bibliotek |
Hvorfor en Roskildesang?
Projektet er udviklet af musikbysmediet Polyfon i samarbejde med Roskilde Bibliotekerne og med støtte fra Roskilde Kommunes Musikbyudvalg, mens postkassen er dekoreret af elever fra FGU Roskilde Lejre, der er en del af FGU-Skolen Øst.
Formålet er at styrke fællesskabet, skabe et nutidigt bidrag til byens kulturarv og give borgerne en ny fællessang, der kan bruges ved alt fra morgensang og skolearrangementer til store byfester.
”Musik er et universalt sprog, og sang er en fællesskabende kraft mellem os mennesker. Vores drøm er, at en god Roskildesang både kan forbinde borgerne med hinanden og med deres hjemstavn,” lyder det fra kulturformidler hos Roskilde Bibliotekerne, Sofie Jekel.