Glæden ved smukke genstande
En kop, som gør din te-pause bedre; en lampe, der med sin form spreder lyset på en bestemt måde; eller det møbel, du har bygget med dine egne hænder.
Af Ann Luther Torp
Mange af os udsættes dagligt for billeder og videoer, der er skabt af kunstig intelligens, og som aldrig har eksisteret i virkeligheden. Det kan godt blive trættende. Dyrk i stedet glæden ved konkrete, smukke genstande. Noget, du kan røre ved og vide, er sandt.
Vi har fundet tre romaner frem, hvor smukke genstande er vigtige elementer i fortællingen.
"Tusind traner" af Yasunari Kawabata
Yasunari Kawabatas roman centrerer sig omkring teceremonien, hvor æstetik og nærvær skaber et særligt rum for deltagerne. Den unge mand Kikuji inviteres til en teceremoni af sin afdøde fars lærerinde Chikako. Her møder han fru Oota, som faderen havde en affære med. Kijuki bliver selv tiltrukket af kvinden og et komplekst kærlighedsdrama sættes i spil – til dels styret af den intrigante lærerinde. Fokus på og glæden ved detaljer er stor i romanen. De hvide roser og blegrøde nelliker skal i den helt rette vase, og de keramikkopper, som teen skal serveres i, tillægges stor og afgørende betydning.
"Stillidsen" af Donna Tartt
Theo er 13 år og bor i New York alene med sin mor. En dag på et kunstmuseum sprænger en bombe. Theo fanges i murbrokkerne sammen med en hårdt såret, ældre mand. Inden han dør, peger han på et maleri og siger, at Theo skal tage det med. Og Theo, som har slået hovedet og er fortumlet, gør det.
Fra den dag er hans liv forandret: hans mor er død i eksplosionen og maleriet – et berømt renæssancemaleri af en lille fugl – efterlyses internationalt, og Theo forsøger at skjule, at han har det.
Theo får en tumultarisk opvækst, hvor han bor mange forskellige steder, og som voksen bliver han filtret ind i den kriminelle underverden. Skyld, æstetisk skønhed, klasseskel, kærlighed og sorg er nogle af elementerne i Donna Tartts fængende roman.
"Om et klaver" af Signe Brønserud
Hvis du passer en have, strikker en trøje, eller bager et brød ved du måske hvor terapeutisk, det kan være at skabe noget med sine hænder. Det beskriver denne lille roman på blot 129 sider på fineste vis. Henning – en midaldrende klaverstemmer – har lige mistet sin mor, og nu føles dagene på slægtsgården tomme. Men så sætter han sig for, at han vil bygge et klaver. Han bliver fuldstændig opslugt af projektet og som læsere er vi med hele vejen, for Signe Brønserud giver plads i romanen til byggeprocessens mange fine detaljer og til de overvejelser, Henning gør sig undervejs.
