Hvem sidder der bag portrættet
Oplev lokalkunstner Kaja Almst smukke malerier på Gundsømagle Bibliotek hen over efteråret
Af Amanda Østergaard Egebo
I sine portrætter er Kaja optaget af at skildre den person, der gemmer sig bag maleriet. Hvad tænker personen på? Hvad kigger vedkommende på? Hvilken karakter udstråler personen?
Motiverne findes ofte blandt egne fotos eller oplevelser. Derfor skildrer Kajas portrætter også personlige situationer, der har en særlig betydning for hende – og forhåbentlig til glæde for andre.
Kaja Almst bor til dagligt i Gundsømagle og tog for seks år siden sin interesse for portrætmaling op. Hun har siden deltaget i kurser hos bl.a. Nille Vermeren, ligesom hun også er en del af Kunstnergruppen Roar, der holder til i Byens Hus i Roskilde.
Alle Kajas malerier er udført i olie på lærred eller papir.