Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Mange vil finde nostalgisk juleglæde ved denne fine bog, præsenteret med kulturhistorie og erindringsglimt fra en mand, der har dyrket en seriøs interesse for julepynt hele sit liv

Beskrivelse

Knud Vægters talent for at flette julehjerter blev "opdaget" i forbindelse med Museum Lolland-Falsters undersøgelse af egnens juleskikke, men han laver også smukke kræmmerhuse, kurve m.m. Museet står for de historiske afsnit, mens Vægter selv fortæller om sine oplevelser ude og hjemme. Bogen er smukt opsat med fine illustrationer, der sammen med teksten fortæller om juleskikke, der næsten ikke har ændret sig i 150 år. Der er tydelige skabelontegninger til en snes modeller i klassiske materialer og farver. Mange vil huske de gammeldags enkle kræmmerhuse, pyntet med silkepapirfrynser og pålimet glansbillede. Andre modeller er mere udfordrende, såsom et flettet kræmmerhus efter Archimedes' spiral. Bogen slutter med tekst på tysk og engelsk samt kildehenvisninger

Sammenligning

Bogen ligner i udstyr forgængeren, Sådan lærte min mor mig at flette julehjerter (2006/03) og kan supplere denne. Der findes næppe tilsvarende grundig, men samtidig overskuelig og populær behandling af julepyntens historie

Samlet konklusion

Smuk bog om historien bag et klassisk stykke julepynt, fortalt af museumsfolk og en mand, hvis talent for at udføre de fineste fletterier er især falstringer bekendt. Bogen kan nydes af nostalgikere og kulturhistorisk interesserede, og modelanvisningerne kan bruges praktisk af dem, der vil lave julepynt med tradition