Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Urban Andersen

Kort om bogen

Hyggelig og inspirerende bog om at lave sin egen, hæklede julepynt. Bogen kan anvendes af alle, der har lidt kendskab til hækling

Beskrivelse

Bogen er inddelt i fem temaer, der hver indeholder 5 opskrifter på hæklet julepynt. I "Julemandens værksted" finder man fx opskriften på en honningkage-guirlande, i "Eventyr" finder man vejledning til at hækle en juleugle. Ønskes en mere lys, enkel og afdæmpet nordisk stil, anvendes opskrifterne fra temaet "Nordisk stil", men også temaet "Hvid jul" følger samme stil. Bagest i bogen finder man en hækleskole, der introducerer grundteknikkerne, forkortelser og beskrivelse af en "magisk ring". Der er også en lille oversigt over forskellige sting, der anvendes i opskrifterne, fx tæppesting, fransk knude og kastesting. Bogen sluttes af med register og links til designere

Vurdering

Bogen er hyggelig og vil med garanti inspirere mange håndarbejds-entusiaster til at fabrikere hæklet julepynt. Især to opskrifter skiller sig ud fra traditionel julepynt, nemlig den nuttede honningkage-guirlande og den smukke, florlette guirlande med snefnug. Alle opskrifterne kræver et grundlæggende kendskab til hækling, men begyndere kan godt være med

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke mange bøger, der udelukkende koncentrerer sig om hæklet julepynt, men der er et par titler, fx Hæklet julepynt. Indeværende bog fokuserer dog på opskrifter, der umiddelbart er mere anvendelige i den nordiske indretning