Børnenes PLC
Hvordan engagerer man knap 400 børn i arbejdet med læselyst? Man lader dém om at beslutte, hvilke bøger der er de helt rigtige for dem.
Af Amanda Østergaard Egebo
I 2025 fik Roskilde Kommune del i Slots- og Kulturstyrelsens udviklingsmidler med det formål at styrke læseglæden gennem indkøb af fysiske bøger og bedre formidling.
Fire skoler samt Roskilde Bibliotekerne gik sammen om projektet ”Børnenes PLC”, der udover at tildele hver skole 150.000 kr. at købe ind for, indebar et ufravigeligt princip: At involvere børnene selv i både valg og indkøb af bøger.
Hvordan greb vi det an?
På de enkelte skoler blev der afholdt workshops, bl.a. for at undersøge, hvad der motiverer de enkelte elever til at læse. Det resulterede i 5 læseprofiler, hvorudfra et børnepanel, sammen med lærere, vejledere og bibliotekarer, udvalgte bøger til inspiration.
Sammen med børnene blev der efterfølgende afviklet procesdage på Roskilde Bibliotek, hvor der blev udarbejdet indkøbslister til hver enkelt lokale PLC/skolebibliotek, som efterfølgende indkøbte alle de bøger, som børnene havde valgt.
Som en del af den efterfølgende lokale formidling har der ex. været ferniseringer for andre klasser, børn der formidler bøgerne for andre klasser, udstillinger samt et fælles afslutningsevent i april 2026 for alle deltagende klasser. Her deltog bl.a. også 2 forfattere - valgt efter afstemning blandt alle medvirkende børn.
Hvad er næste skridt?
Flere skoler arbejder nu videre med børneinddragelse i både indkøb og formidling.
Roskilde Kommune arbejder også, på tværs af skoleforvaltning og folkebibliotek, videre med principperne og processerne omkring indkøb og inddragelse, så andre skoler i kommunen også kan få glæde af erfaringerne.