Det er hot at læse

Hvem havde set den komme: Det er blevet hot at læse. Her kommer et par anbefalinger af brandvarme værker, du kan opleve på årets litteraturfestival.

Af Joachim Elkjær Hansen

Hvem havde set den komme: Det er blevet hot at læse. Ikke fordi du sidder som en performativ udgave af Auguste Rodins Grubleren med blikket skiftevis nede i siderne på Emma Holtens Underskud og op på de andre gæster på Kaffekilden. Eller jo, også derfor.

Men mest fordi du tager på Roskilde Litteraturfestival lørdag den 30. maj. Der er nemlig ikke noget mere brandvarmt end årets program, der byder på både Lone Theils, Niels Krause-Kjær, Thomas Bach, Deniz Kiy og meget mere.

Her kommer et par anbefalinger af værker, du kan opleve i årets program.

/ Joachim, bibliotekar

Skønlitterær beredskabsplan

I starten af 2026 udgav Novellix antologien Skønlitterær beredskabsplan. Antologien rummer tekster indenfor de fire K’er: Kærlighed, Klima, Krop og Konflikt. Tilsammen udgør de et poetisk redskab, der kan styrke os, når det hele virker vanskeligt. Mød de skønlitterære aktivister til guidet fælleslæsning på Roskilde Litteraturfestival. Hvis det er hot at læse, så må det være gradvist varmere at læse sammen. Hvis du ikke kender til guidet fælleslæsning, så er du in for a treat. Ledt an af en læseguide, læses digte, noveller eller kortere tekster højt fra antologien. Imellem læsningerne taler deltagerne om deres personlige oplevelser af teksten. Det er altså læsning, som du ikke kender den fra skolebænken.

Lørdag den 30. maj kl. 14.15 – 15.00 på Roskilde Bibliotek

 

Østersdage: Breve fra Paris ­– Kasper Hesselbjerg

Kasper Hesselbjerg er optaget af mad. Han er kunstner, forfatter og driver forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten. Hans gastronomiske kunst og skrifter handler om flødeskumskager, pølser, cornflakes, cæsarsalat mm. Der er en særlig humoristisk tone i disse mundrette breve skrevet til et anonymt du. På Litteraturfestivalen kan du møde Kasper Hesselbjerg i en artist talk om bl.a. selvpublicering og selvorganisering som kunstnerisk og social metode. 

Lørdag den 30. maj kl. 12.30-13.15 på Roskilde Bibliotek

 

Roskilde Litteraturfestival 2026 finder sted 30. maj. Alle arrangementer er gratis og alle er velkomne! Se det fulde program her: www.roskildebib.dk/program-litteraturfestival-2026