Roskilde Festival 2025
Roskilde Festival er som altid din chance for at dykke ned i nye musikuniverser og opdage artister, du måske ikke kender endnu.
Af Ulla Hoberg Lyhne

Af Ulla Hoberg Lyhne og Sofie Jekel, musikbibliotekarer på Roskilde Bibliotekerne
Musikbibliotekarerne på Roskilde Bibliotekerne har lyttet grundigt og anbefaler her tre kunstnere, som på hver deres måde giver festivalen ekstra magi – live og helt tæt på.
Du kan selvfølgelig også låne plader med de anbefalede navne på biblioteket.
Lucy Dacus – Lørdag 5. juli kl. 17.15, Avalon
Lucy Dacus udgør en tredjedel af supergruppen boygenius, der i 2024 indkasserede tre Grammys. Men hun er også en fremragende singer-songwriter med fire soloalbums bag sig. Det seneste udkom tidligere i år og er både ærligt og følsomt. Lucy er endda blevet kaldt en kvindelig Springsteen – og det siger ikke så lidt om hendes talent for sangskrivning og historiefortælling.
Med største naturlighed laver hun insisterende indierock i dagbogsform. Live følges hun af en gruppe medrejsende fans, men nye fans kan sagtens hoppe på Dacus-toget – for hun er kommet for at blive i mange år.
Hør albummet: Forever is a Feeling (2025)
– Ulla
Lola Young – Lørdag 5. juli kl. 18.45, Arena
Rå styrke og ung usikkerhed – men ingen slinger i valsen, når det gælder talentet og musikken. Britiske Lola Young fik sit store gennembrud i 2024, især takket være singlen ”Messy”, som gik viralt på TikTok.
Den svære kærlighed – og især forholdet til de hensynsløse fyre, hun møder – får tørt på hos unge Lola. Med glimt i øjet, en punket attitude og samtidig en næsten soulet inderlighed har hun fået anmelderne op af stolene.
Live er hun eftersigende både poetisk, velsyngende og charmerende kaotisk, og hun har et stabilt band bag sig.
Hør albummet: This Wasn’t Meant For You Anyway (2024)
– Ulla
Elias Rønnenfelt – Onsdag 2. juli kl. 23.00, Avalon
Elias Rønnenfelt er kendt som frontmand for punkbandet Iceage, men med sit første soloalbum Heavy Glory (2024) bevæger han sig ind i en mørkere, americana-inspireret lyd med tydelige spor af Nick Cave og Leonard Cohen. Musikken kan beskrives som en blanding af cowboy-rock og postpunk.
I maj optrådte han på bibliotekets musikscene under Roskilde Litteraturfestival og gav en stærk forsmag på den intensitet og det nærvær, han bringer til sine liveoptrædener.
Nu er han klar til at indtage en større scene – for første gang på egne ben på Roskilde Festival. Det bliver spændende at opleve, hvordan hans intense nærvær udfolder sig overfor et større publikum.
Vil du opleve en musiker, der tør gå nye veje og kombinere intens poesi med skarpt musikalsk håndværk, er Elias Rønnenfelts koncert på Avalon et must.
Hør albummet: Heavy Glory (2024)
– Sofie