Sommerkrimier på engelsk
Sommeren er den perfekte tid til krimier. Om du er til hængekøje, havebænk eller hotelaltan, så gør en velskrevet mordgåde det hele lidt mere spændende. Susan (bibliotekar og begejstret krimilæser) giver dig her to gode bud på sommerens mest underholdende læsning.
Af Ann Luther Torp

Chris Brookmyre: The Cracked Mirror (2024)
Penny Coyne er i 80’erne og er begyndt at glemme ting. Ikke noget hendes bekendte i den lille skotske landsby har bemærket, men hun ved, at hendes tid som opklarer af mord er ved at rinde ud. Så da hun modtager en invitation til et bryllup på et slotshotel og ikke kan genkende navnene, så beslutter hun sig til at tage af sted alligevel.
Johnny Hawke er en hårdkogt LA drabsefterforsker, der har et problem med autoriteter og går efter de skyldige, uanset hvem de er. I en sag, der koster hans nye partner livet, fører sporene til et slotshotel i Skotland.
Chris Brookmyre er en forfatter, der gerne leger med genrerne og altid er god for en interessant historie med mindst lige så interessante personer. Her blander han elegant to faste ingredienser i krimigenren; den skarpe, gamle pebermø og den barske, stædige storbystrisser. Det er en festlig rejse med en slutning, jeg simpelthen ikke så komme.
Kristin Perrin: How to solve your own murder (2024)
Som 17 årig bliver Frances spået at hun vil blive myrdet. 60 år senere bliver hendes granniece Annie inviteret til hendes gods, men Frances bliver myrdet før hun når frem! Nu er det op til Annie at finde morderen, men Frances har brugt sit liv på at opklare hendes eget kommende mord og der mangler ikke mistænkte, hverken på godset eller i den lille by Castle Knoll. Og måske er Frances ikke den eneste, der står på morderens liste, for Frances har testamenteret alt til den, der opklarer hendes mord.
Dette er Kristen Perrins debut og en god en af slagsen. Kan man lide en klassisk engelsk whodunnit med landsted, landsby og landbetjent, så er man i godt selskab. Nummer 2 i trilogien er lige kommet.