Klart en klassiker #6: Lykke-Per

I en af de østjyske Smaakøbstæder levede der for omtrent en Menneskealder siden en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand, graanet under et allerede langt Livs ublide Kaar og mangehaande Prøvelser. 
I sin ydre Fremtræden som i sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Befolkning; og af denne betragtedes han da ogsaa i mange Aar som en besværlig Fremmed, hvis Ejendommeligheder man vekselvis trak paa Skuldren af og forargedes over.

(Lykke-Per)

Efter en række mindre og til dels skitseagtige romaner op igennem 1890’erne udgav Pontoppidan sit absolutte hovedværk ”Lykke-Per” mellem 1898 og 1906. Det er let at genkende forfatteren selv i hovedpersonen Per Sidenius, der bryder fri fra hjemmets kvælende kristendom og bruser mod et liv som selvbevidst og himmelstormende ingeniør med store planer. Men ”Lykke-Per” er meget mere end en løst funderet selvbiografi. Per Sidenius er et kraftfuldt billede på det moderne menneske, og hans kampe med sig selv og sine omgivelser spejler også hele den gryende modernitets problemer og muligheder.

Forfatterweb opsummerer romanen sådan her:

Lykke-Pers historie er både konkret og symbolsk. Gennem den tegner Pontoppidan bevægelsen hos individet, landet og i det moderne gennembrud. Igennem Per Sidenius fremtræder især det modernes tvetydighed. Det moderne menneske er måske nok frigjort og rationelt, men viser sig hos Pontoppidan også at være bundet til sit ophav og forfalden til simpel overtro. Det er i den forbindelse sigende, at da Per i en nøglescene affyrer sin revolver mod et krucifiks med en Kristus-figur, farer han sammen ved lyden af skuddets ekko, der runger i bjergene som en hævnende Guds tordenkile.. 

(lektor Johannes Fibiger, 2002. Opdateret af cand.mag., ph.d. Troels Hughes Hansen, 2018.) Pontoppidan, Henrik | forfatterweb

Henrik Pontoppidan blev født i 1857 i Fredericia, hvor hans far var præst ved Trinitatis Kirke. 

I 1873 rejste han til København for at uddanne sig til ingeniør. Han bestod uden problemer optagelsesprøven til Polyteknisk Læreanstalt og gennemførte planmæssigt studiets første del. Til stor overraskelse for sine omgivelser sprang Pontoppidan dog fra studierne umiddelbart før den afsluttende eksamen. Grunden til dette fravalg var, at han ville være forfatter - uden at have et sikkerhedsnet under sig.

Beslutningen blev taget i 1879, men havde været undervejs siden en rejse til Schweiz i 1876, hvor han oplevede sin første stormfulde forelskelse og en natur, større end ham selv: ”Deroppe i bjergene, i den store vilde ensomhed, var det, jeg besluttede, at jeg ville være forfatter. Når man som ung og ensom vandrer i en sådan natur, er det jo givet, at det nok skal bryde frem, hvis der ligger noget og gærer i ens sind.”

Henrik Pontoppidan debuterede i 1881 med novellen ”Et Endeligt”, der sammen med ”Kirkeskuden” udgør hovedstykkerne i debutsamlingen ”Stækkede Vinger”. Titlen er dækkende for hele forfatterskabet: det handler om de kræfter, der forhindrer individets udfoldelse. Pontoppidan tog under inspiration fra naturalismen udgangspunkt i individets arv og miljø, men lagde vægten på den sociale arv. Og i modsætning til Herman Bang og J.P. Jacobsen skrev han i en mere klassisk fortællestil - uden impressionistiske finesser, som Pontoppidan betegnede som en ”udpyntet stil, der røber sit ophav som en kunstens parvenu.” Pontoppidan brugte i disse værker sine erfaringer fra højskolemiljøet til at skabe nogle ætsende billeder af livet på landet. Hans kritik retter sig mod udnyttelsen af tyendet og behandlingen af samfundets udstødte. Men heller ikke grundtvigianismen, kirken og borgerskabet går ram forbi. De rammes alle af en fortællemæssig ironi, hvor Pontoppidan tager parti for de svage og undertrykte. 

(Forfatterweb)

Pontoppidan, Henrik | forfatterweb

Henrik Pontoppidan - forfatter | Gyldendal