Tove Ditlevsen
Dyk ned i Tove Ditlevsen forfatterskab. Vi har samlet hendes værker og litteraturen om hendes forfatterskab.
Af Biblioteket
Tove Ditlevsen (1917–1976) regnes som en af Danmarks helt store forfattere. Hun er kendt for sine romaner, digte og erindringer. Efter hun kom på litteraturkanonen i 2025, er hun en af de syv danske forfattere alle skoleelever skal stifte bekendtskab med.
"Tove Ditlevsens forfatterskab kredser om barndom, kærlighed, køn og psykisk sårbarhed, ofte set gennem et skarpt blik for sociale vilkår og menneskelig længsel. Hun skriver i et direkte og sanseligt sprog, hvor det personlige og det poetiske flettes sammen på en måde, der gør hendes værker både let tilgængelige og dybt vedkommende. Hendes litteratur rummer både digte, noveller, romaner og erindringer, og hun formår at give stemme til dem, der befinder sig på kanten af fællesskabet eller kæmper for at finde deres plads i verden." (Bibliotek.dk)
"Tove Ditlevsen skildrer savn, ensomhed og afhængighed direkte og med nådesløs ærlighed. Hendes forfatterskab kredser om fatal eksistentiel afstand, både mellem forældre og børn og mellem elskende. En sørgmodig, humoristisk og rå tone går igen i hendes værker, der også tematiserer psykisk sygdom og afhængighed, både af kærlighed og rusmidler. Hun skriver ofte selvudleverende og tit om misforholdet mellem den, man burde være, og den, man faktisk er. Hendes sproglige enkelhed åbner tilværelsens dybde, en eksistentiel angst og de største følelser. Hun trodser sin tids litterære normer og bliver forfatter på sin helt egen facon." (Forfatterweb)
Videre læsning om Tove Ditlevsen
Uddybende artikel til fx studiebrug Ditlevsen, Tove | forfatterweb