Bogkoncert med Kenneth Thordal

Billet: 25 DKK
Musik, roman & rå fortællinger om det sværeste – og det smukkeste
Dato
Tid
19:00 - 21:00
Sted
Salen
Adresse
Dronning Margrethes Vej 14 4000 Roskilde
Billet: 25 DKK
Bibliotek
Roskilde Bibliotek

I samarbejde med Landsforeningen Mistet Barn inviterer Roskilde Bibliotekerne til en aften tæt på musiker og forfatter Kenneth Thordal, som netop er debuteret med romanen ”FNOK” - en smuk og rørende, men også jordnær roman om en fars sorg og savn efter tabet af sin datter.

Aftenen byder på koncert, oplæsning og samtale i ét: Sange fra albummet ”Den tid. Den sorg”, passager fra romanen og Thordals egne fortællinger om at forsøge at stå oprejst, når livet vælter én. Aftenen balancerer mellem det tunge og det lette, mellem smerten og små, skæve grin — for selv når man taler om døden, kan der godt være luft til at trække vejret. 
Albummet ”Den tid. Den sorg” blev Thordals egen vej tilbage til kunsten efter tabet af sin datter. Den første sang, “Vi slår døden lidt ihjel”, banede vejen for et helt album om at stå midt i sorgens malstrøm — og stadig række ud efter kærligheden.

Om Kenneth Thordal 

Kenneth Thordal (f. 1965) er musiker, sangskriver, sanger, teater- og filmkomponist og oversætter, der har oversat et hav af musicaler og blandt andet skrevet musik og tekst til megaforestillinger som Frankenstein Genskabt og Kong Arthur for Det Kongelige Teater. Han har udgivet otte dansksprogede albummer, heriblandt ”Den tid. Den sorg” fra 2019, som ligeledes er inspireret af hans datter Fionas død to år tidligere. ”FNOK” er hans første skønlitterære udgivelse.

Om FNOK


Hvordan lever man videre med et dødt barn?
Romanens hovedperson, Tom, går i opløsning efter sin datters død og famler sig gennem vinterdage, hvor virkelighed, syner og sang blander sig. Nye mennesker lister sig ind i hans liv, mens hans datters stemme taler til ham fra himlen over Vesterbro.

Fnok er den lette, lille frø-paraply fra mælkebøtter og tidsler — billedet på noget, der trods alt fortsætter. 
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – Politiken

Om Landsforeningen Mistet Barn

Landsforeningen Mistet Barn er en frivillig forening, der tilbyder støttetilbud og fællesskab for alle forældre, som har mistet et barn, uanset barnets alder og dødsårsag. Foreningens frivillige er forældre, der selv har mistet et barn, og de ved derfor præcis, hvordan det føles.

Praktisk om Roskilde Bibliotek

Bibliotekerne er for alle og er indrettet, så du også kan komme rundt med kørestol, rollator eller barnevogn. Hørehandicappede er velkomne til at medbringe egne hjælpemidler.
Læs mere om vores adgangsforhold på Roskilde Bibliotek