Køs & Forfatterspirerne | åben lytning #4 & Lytteklubben Jazz
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Billet: 25 DKK
- Sted
-
Roskilde Bibliotek
Dronning Margrethes Vej 14,
4000 Roskilde
Bibliotek
Roskilde BibliotekVelkommen til sæsonafslutningen for de 2 lytteklubber på Roskilde Bibliotek: åben lytning & Lytteklubben Jazz. En aften der forener nysgerrigheden på jazzens utallige udtryk i Lytteklubben Jazz med det uventede og spontant legende i Lytteklubben åben lytning.
Denne gang åbner Musikbiblioteket dørene for et helt unikt møde mellem musik og litteratur. Den anmelderroste elektroakustiske jazztrio Køs vil spiller live til digtoplæsninger fra nye unge lokale forfatterstemmer.
Du kan forvente en aften hvor litteratur og musik smelter sammen i en nysgerrig og legesyg koncertoplevelse. Krydret med fælles samtaler om og anbefalinger af musik, kunst og poesi.
Aftenens medværter er gruppen af unge forfatterspirer fra Roskilde Gymnasium, som vil dele deres tekster og deres tanker med os.
Det smukke lydlandskab, som akkompagnerer oplæsningerne bliver skabt live af den unge jazztrio Køs.
En trio som bestemt ikke er fremmede for improvisation til digtoplæsninger. Sammen med en af landets allerstørste digtere Pia Tafdrup, står Køs nemlig bag den fabelagtige plade Ud af en Mund. Et album som på smukkeste vis forener Køs’ omskiftelige og uforudsigelige jazzimprovisationer med et udvalg af Tafdrups sanselige digte. Oplæst af Tafdrup selv.
Undervejs i løbet af aftenen bliver der også plads til musikanbefalinger og samtaler. Om koncerten og om det, der inspirerer os. Vi lytter til plader, til jazz og til poesi. Og så taler vi om, hvorfor de unge forfatterspirer kaster sig over poesien? Og hvorfor i alverden det giver mening at bakse med noget så besværligt og uproduktivt som kunst og litteratur?
VÆR OPMÆRKSOM PÅ: Koncerten vil blive optaget live til senere udgivelse på bibliotekets nystiftede pladeselskab, Haralda Records.
Om Køs
Som tre musikalske søskende forener Køs deres kærlighed til både storladenhed og skrøbelighed i en søgen efter intense nye lydlandskaber. Den unge trio har fået stor opmærksomhed herhjemme for sin helt særegne lyd, hvor fri improvisation er kernen. I et elektroakustisk univers blandes, bøjes og manipuleres lyden af saxofon og trommer, som får instrumenterne til både at smelte sammen, skille sig ud, eller danne helt nye og ukendte klange. Nogle gange minder musikken om et pop-hit – andre gange lyder den som ambient elektronisk musik – eller en dyne af 40 saxofoner.
Køs skaber musik, hvor rejsen er det spændende – og nærvær og udsagn er essentielt.
“Lyrisk, på kant, på opdagelse. Bandet Køs er en del af den vitale københavnske undergrund, hvor improvisation og det eksperimenterende er rammen.” - Naya Buric, P8 Jazz
Om Forfatterspirerne
På Roskilde Gymnasium findes et rum, hvor skriften og litteraturen får lov til at fylde. Her mødes en gruppe elever i deres pauser og arbejder med deres tekster i fællesskab. Der læses højt, reflekteres, afprøves og udforskes i et nysgerrigt og åbent rum. Et sted, hvor der er plads til at være undervejs, til det ufærdige og det eksperimenterende. I løbet af efteråret arbejder forfatterspirerne med deres egne tekster sammen med to dansklærere, for at gøre dem klar til aftenens oplæsning.
Om åben lytning
Til denne sæson af Åben Lytning vil du opleve, at Musikbiblioteket omdannes til et laboratorie for eksperimenter og samtaler om musik og kunst. Vi overlader nemlig scenen til unge stemmer fra forskellige områder af Roskildes musik- og kunstmiljøer, der åbner deres universer op for os. De medbringer både deres eget kunst og musik, der inspirerer dem - plader, cd’er, bånd og musik fra diverse onlinefora, som vi lytter til i fællesskab.
Vi lytter til færdige værker, rå skitser, til ideer og pludselige indfald, og så ser vi, hvad vi kan få ud af det hele. Vigtigst er, at vi er sammen om at hjælpe musikerne med at udforske og udfolde nye ideer.
I løbet af efteråret kommer vi blandt andet rundt om lyrisk nordisk jazz, mord-kulter og gamle splatterfilm, moderne dansktop, poesi og liveimproviseret elektrojazz. Udvalgte koncerter vil også blive indspillet og udgivet på bibliotekets nye pladeselskab Haralda Records
Om Lytteklubben Jazz
Roskilde Bibliotekernes jazzlytteklub er der hvor musikentusiaster mødes for at dyrke en fælles passion for jazz sammen. Det er (næsten) altid den første onsdag i måneden.
Du behøver ikke have musikalske forudsætninger eller viden om jazz for at deltage, du skal blot have lyst til at lytte sammen med andre og snakke om musikoplevelsen - det er superhyggeligt.
Praktisk om Roskilde Bibliotek:
Bibliotekerne er for alle og er indrettet, så du også kan komme rundt med kørestol, rollator eller barnevogn. Hørehandicappede er velkomne til at medbringe egne hjælpemidler.
Læs mere om vores adgangsforhold på Roskilde Bibliotek