Gå på opdagelse i bøger og fotos fra besættelsestiden
I anledning af befrielsesdagen kommer her tre nyere bogudgivelser med nye vinkler på besættelsen.
Af Sebastian Lei Krogsgaard
"I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig". (Statsradiofonien, fredag den 4. maj, 1945 kl. 20:30)
I dag for 81 år siden kunne danskere, med øret mod radioen, høre det glædelige "frihedsbudskab" på Statsradiofonien. Efter fem lange og mørke år var Danmark atter frit og verdenskrigen, der begyndte i 1939, var endelig slut.
Lørdag morgen den 5. maj 1945 samledes mange af Roskildes borgere på Stændertorvet for at høre kirkeklokkerne ringe freden ind. Befrielsesdagene bragte stor glæde, håb og en følelse af frihed, men det var også en tid, hvor landet skulle genopbygge sin nationale orden. Stikkere, værnemagere og andre kollaboratører skulle stilles til ansvar for deres samarbejde med den tyske besættelsesmagt og nazisterne. I dagene efter befrielsen var de lokale modstandsgrupper landet over bl.a. aktive i både arrestationer og vagtopgaver - også her i Roskilde. Frihedsrådet spillede i samarbejde med modstandsbevægelsen en central rolle i at skabe ro og orden i tiden op til genindsættelsen af den danske regering.
Tre nyere boganbefalinger
Får du lyst til at dykke længere ned i de utallige historier fra og om 2. Verdenskrig, kan vi på det varmeste opfordre til at gå ombord i litteraturen. I de senere år er der udkommet flere bøger med nye vinkler på besættelsen – samt tiden derefter – som for eksempel: Dennis Larsens, "Faldne engle og knoglemænd. Danske SS desertører i Dachau og Danzig Matzkau 1940 - 45", Silvia Goldbaum Tarabinis "Danske jøders liv og død i Theresienstadt", eller "Deres taknemmelige ...: Breve fra en tysk flygtningefamilie i tiden 1945–1953 — først bag pigtråd i danske flygtningelejre senere som frie flygtninge i det sønderbombede Tyskland" redigeret af Mariane Blume.
På Fototeket, arkivernes digitale billedplatform, kan du også se flere fotografier fra besættelsen og befrielsen i Roskilde og omegn.