Litteratur

Sindets by: podcast fra biblioteket til din sommerlytning

Tag med på en litterær vandring blandt bygninger

Af Ulla Hoberg Lyhne

Bøger. Bygninger. Mennesker. Ting, som den moderne by indeholder. Uden mennesker ingen by. Uden bygninger ingen bolig. Uden bøger intet hjem. 

I denne særlige sommer-sæson af bibliotekets podcast, Krydsord, bevæger vi os ud i grænselandet, eller krydsfeltet, mellem litteratur, arkitektur og mennesker. Vi dykker nemlig ned i det menneskelige sind og de bygninger og institutioner, der på godt og ondt er med til at forme det.

Med udgangspunkt i fire af Roskildes varemarker - Sankt Hans, Domkirken, sygehuset og biblioteket – taler vi med kløgtige og kloge folk. De fortæller om, hvordan bygningerne har været med til at forme menneskerne omkring dem. Og hvordan bøger og litteratur flettes ind i det landskab.

De 4 afsnit udkommer ugentligt i juli måned, se datoer og beskrivelse af de enkelte afsnit nedenfor. Alle afsnit kan lyttes via linket her: Krydsord - litteratur på tværs

 

Sankt Hans - udkommer 1. juli

 

Det naturskønne område Sankt Hans - opkaldt efter Sankt Johannes, skytshelgen for de sindssyge - har fungeret som psykiatrisk hospital i over 200 år og været en prominent del af Roskildes historie. 

Den bagvedliggende tanke var, at "natur, skønhed og ro kan helbrede”. Læser man litteratur fra tidligere patienter eller folk, der har beskrevet Sankt Hans gennem tiden, så har det desværre ikke altid været nok.

Med litteraturen som linse beskuer bibliotekar Ann Luther Torp og Jan M. Johansen Sankt Hans og de sindslidendes forhold og fortællinger.

 

Domkirken - udkommer 8. juli

Roskilde Domkirke er Nordens første gotiske bygningsværk og en af de første teglstenskirker overhovedet. Den er også et af Roskildes mest kendte varemærker, og har alene af den grund fyldt meget i byens borgeres bevidsthed.

Men kirken er ikke kun mursten og smukke tårne, det er også en sindets bygning og et sted for mennesker med problemer og glæder.

Sammen med domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen dykker Jan M. Johansen ned i kirkens historie, funktion og betydningen for det moderne menneske.

 

Sygehuset - udkommer 15. juli

Der har været sygehus i Roskilde, siden Roskilde Amts Sygehus, Daare- og Tvangsarbejdsanstalt blev oprettet i 1857, og ikke overraskende har en institution med den rolle og størrelse sat sine aftryk på byen og menneskene i den.

Men et moderne sygehus er mere end blot kirurgi og piller, det er også empati og mangeartede fællesskaber.

Det, og meget andet, har Jan M. Johansen været på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed for at tale med psykolog Jon Toke Brestisson om.

 

Biblioteket - udkommer 22. juli

Inspireret af Haralda Poulsen - Roskildes første centralbibliotekar - har Roskilde Bibliotekerne i mere end 100 år været bemandet af nysgerrige ildsjæle med passion for mennesker, litteratur og kulturelle oplevelser af høj kvalitet.  

Det moderne bibliotek er dog for mange mennesker så meget mere end en bogsamling. Det er den sociale infrastruktur, der er med til at få verden til at hænge sammen.

Sammen med biblioteks- og borgerservicechef Christian Ulrich Lauersen har Jan M. Johansen en samtale om bøger, empati, fællesskaber og social infrastruktur.