Andet

Åbning af Skolen for det Unødvendige vs. 3.0

Tid
10:00 - 10:15
Sted
Roskilde Bibliotek
Dronning Margrethes Vej 14
4000 Roskilde
Skolen for det unødvendige
Skolen for Det Unødvendige er en kombination af scene, læringsrum og kunstudstilling,
udviklet af unge kunststuderende fra BGK Roskilde.

Velkommen indenfor i Skolen for Det Unødvendige

  • med kunsten har vi mulighed for at skabe forandring

Vær med, når BGK Roskildes kunststuderende åbner Skolen for det Unødvendige for Roskilde Litteraturfestivals publikum.
I Skolen for det Unødvendige kan du komme til Drop-In Zine-workshop og søge ro og inspiration i læsehjørnet. 

Hvorfor har vi en skole for det unødvendige?
I en verden, hvor ventetiden ofte betragtes som spild, og hvor effektivitet hyldes på bekostning af fordybelse, sætter Skolen for det Unødvendige fokus på det modsatte: Værdien i det tilsyneladende unødvendige. Vi søger ikke at udfylde ventetiden med formålsløs adspredelse, men derimod at forvandle den til et rum for skabende handling, refleksion og fællesskab.

I en tid, hvor vi står i kø i både fysisk og overført betydning, og hvor ventetiden på det næste klik, den næste statusopdatering eller den næste mulighed præger vores liv, tilbyder vi et refugium. Her går vi imod strømmen af optimering og målstyring. Gennem selvpublicering som kunstnerisk og social metode skaber vi egne veje, uden at bede om tilladelse og uden at vente på godkendelse.

Ventetidens kedsomhed rummer et potentiale, som vi udfolder gennem handling. Vi skaber vores egen platform, netværk og fællesskab som modsvar til tidens krav om produktivitet og hierarki. 

BGK Roskilde er et treårigt billedkunstnerisk grundkursus for 15-25-årige unge, der ønsker at søge ind på Kunstakademiet og andre videregående kunstneriske uddannelser. Unge kunststuderende fra BGK har arbejdet med at producere deres egne kunstbøger og Zines som en del af et undervisningsforløb med fokus på selvpublicering og selvorganisering ved billedkunstner Kasper Hesselbjerg og Astrid Winsløw Hammer, kunstfaglig leder af BGK Roskilde. 

Skolen for Det Unødvendige er blevet til i et samarbejde mellem Roskilde Bibliotekerne og BGK Roskilde. Det er en tilbagevendende scene, der første gang blev præsenteret på Roskilde Litteraturfestival i 2024.

Dette arrangement er en del af 𝐑𝐨𝐬𝐤𝐢𝐥𝐝𝐞 𝐋𝐢𝐭𝐭𝐞𝐫𝐚𝐭𝐮𝐫𝐟𝐞𝐬𝐭𝐢𝐯𝐚𝐥 𝟐𝟎𝟐𝟔. Festivalen er gratis, og løber af stablen lørdag d. 30. maj på Roskilde Bibliotek, i Bibliotekshaven og i Kreativt hus for børn, Algade 31. Læs mere om programmet her

Bibliotekerne er for alle og er indrettet, så du også kan komme rundt med kørestol, rollator eller barnevogn. Læs mere om vores adgangsforhold på Roskilde Bibliotek