Litteratur

Nye stemmer #1: Mellem havfruer, dæmoner og forbudt begær

Tid
17:00 - 18:30
Pris
Billet: 25 kr.
Sted
Roskilde Bibliotek
Dronning Margrethes Vej 14,
4000 Roskilde
Scenen, musikken
Hvad sker der, når det overnaturlige trænger ind i små samfund? Hvor længslerne er stærke og livet synes bestemt på forhånd? Kom og lyt med, når to nye stjerneskud på den danske litteraturscene - Feline Kamber og Rasmus Daugbjerg, gæster Roskilde Bibliotek til dette første event i arrangementsrækken Nye stemmer.

I Rasmus Daugbjergs roman Rasmus Nielsøn møder en ulykkeligt forelsket fæstebonde Rasmus havfruen, Ibrant, som bærer på en spådom om den kommende Christian den 4. I Feline Kambers debutroman Foder til høns udspiller et trekantsdrama sig i et øsamfund befolket af spøgelser, levende porcelænsfigurer og dæmoner – mens et bryllup rykker stadig nærmere.

Begge romaner lader folketro, begær og mørke kræfter bryde ind i tilværelsen og udforsker, hvor svært det kan være at sætte sig op imod den skæbne, andre har udstukket. 

Mød Rasmus Daugbjerg og Feline Kamber til en samtale om at skrive fortiden frem, lade det magiske og sanselige slå rod i landskabet – og give stemme til mennesker, der længes efter et andet liv.
Moderator: Litterær programleder Anette Øster

Om forfatterne

Rasmus Daugbjerg debuterede i 2021 med Rygtet og har efterfølgende udgivet Trold (2022) og Rasmus Nielsøn (2026). Siden den opsigtvækkende debut har han vist, at han er blandt de nye vigtige og markante stemmer i dansk litteratur.

Rasmus Daugbjerg blev nomineret til Montanas Litteraturpris i 2022 og til Blixen Prisen for årets roman i 2023 med romanen Trold. Samme år modtog han Michael Strunge-prisen for bogen og blev tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. I 2024 blev Rasmus Daubjerg tildelt Mare Kandre Prisen, der blev overrakt ved Stockholms Internationale Poesifestival.

Anmelderne har om Rasmus Nielsøn bl.a. skrevet:

Politiken: "Den foregår i 1500-tallet, men den føles utrolig aktuel ... Med sin fortælling fra fortidens Danmark rører Rasmus Daugbjerg ved vores samtid, ved menneskets angst, ved krig og forfængelighed, ved længsel og ensomhed ... en smuk, men langtfra let eller forløsende roman.", 
Fem hjerter 
- Benedicte Gui de Thura Huang

Weekendavisen: "På den mest skrumlet bevægende måde lader Rasmus Daugbjerg verdens ensomste mand få besøg af en havfrue med en mission ... Så fint, poetisk optimeret sansende og dybt og jo helt umuligt – hvordan er det at være en havfrue? - Lars Bukdahl

Information: "(…) Noget af det mest rørende, jeg længe er blevet udsat for på skrift ... jeg vil gerne have mere, gerne snart (...) udfolder en særlings sorgfulde og ømme blik på verden med samme poetiske sans som Tarjei Vesaas' Fuglene."
- Lone Nikolajsen

Feline Kamber har gået på Forfatterskolen og er i år debuteret med den anmelderroste roman Foder til høns

Anmelderne om Foder til høns

Kristeligt Dagblad: ”Feline Kamber debuterer imponerende sikkert ... Foder til høns er syret, gakket, urovækkende, lystfuldt overrumplende romankunst!”, ***** stjerner
- Anne Skov Thomsen

Berlingske: "En debut med grum ynde og sjælden kraft ... Kamber skriver med sjælden konsekvens: klamt, komisk, ømt og ondt på samme tid.", ****** stjerner
- Christian Nørgaard Larsen

Nye stemmer

Hvem skriver den litteratur, vi kommer til at tale om i morgen? 
Nye stemmer er en arrangementsrække, hvor vi sætter vi fokus på nye litterære stemmer og giver scenen til debutanter og andre bemærkelsesværdige forfattere, der endnu står foran det store gennembrud. 
De skriver om trolde, præster, huse, slægt og relationer, om magiske verdener, historie og virkelighed – prosa såvel som lyrik. Fælles for dem er, at deres forfatterskaber fortjener flere læsere.

Så forbered dig på en litterær rusketur, når vi sammen lader os overraske, forundre og forbløffe af den danske litteraturscenes upcoming superstjerner.

Praktisk om Roskilde Bibliotek:
Læs om adgangsforhold på Roskilde Bibliotek