-
-
- 19:00 - 21:00
-
- Salen
- Dronning Margrethes Vej 14 4000 Roskilde
- Bibliotek
- Roskilde Bibliotek
I år har Opera Hedeland Puccinis ”Tosca” på programmet. Vil du være forberedt, inden du griber madkurven og sætter dig til rette? Så kan du høre hele historien om Puccini og en af operaverdenens største trekantsdramaer, når operaeksperten Henrik Engelbrecht igen besøger Roskilde Bibliotek og giver en levende og medrivende introduktion.
Om Puccinis ”Tosca”
Kom med til Rom i juni år 1800 under Napoleonskrigenes hærgen i Europa, hvor en hed kærlighedshistorie, men også en politisk thriller, tager form. Handlingen i “Tosca” udspiller sig i løbet af mindre end 24 timer – og Puccinis musik holder publikum i spænding.
Dramaet udspiller sig især mellem de tre hovedfigurer; divaen Floria Tosca, hendes elsker, maleren og revolutionæren Mario Cavaradossi og den korrupte leder af politiet, baron Scarpia.
Scarpia har længe efterstræbt Tosca, og da han mistænker Cavaradossi for at skjule en politisk fange – Angelotti – øjner han muligheden for at slå to fluer med ét smæk. Han vil manipulere Tosca til at afsløre fangens gemmested og afsløre Cavaradossis medvirken for hermed at få Tosca for sig selv.
Da Cavaradossi arresteres, stiller Scarpia et umuligt valg op for Tosca: hun skal hengive sig til Scarpia, ellers vil hendes elsker dø. Hvad vælger hun? Og hvem overlever?
“Tosca” fokuserer på italienernes kamp for politisk frihed fra Napoleons Frankrig, og undervejs byder operaen både på mord, selvmord, henrettelse og tortur! Operaen blev første gang opført i Rom i år 1900 og har siden – som en af de hyppigst opførte operaer – kunnet opleves på verdens førende operahuse.
Om foredragsholderen
Henrik Engelbrecht er operaekspert og musikformidler. Han har tidligere arbejdet som operaredaktør på DR P2, som operadramaturg på Det Kongelige Teater og som musikchef i Tivoli.
Nu deler han sin tid mellem at formidle opera og klassisk musik som forfatter, skribent, podcastproducent, underviser og foredragsholder og arbejdet som kunstnerisk rådgiver og kurator for museer, operahuse og festivaler, bl.a. Teatermuseet, Det Kongelige Teater og Tivoli.
Praktisk om Roskilde Bibliotek
Bibliotekerne er for alle og er indrettet, så du også kan komme rundt med kørestol, rollator eller barnevogn. Hørehandicappede er velkomne til at medbringe egne hjælpemidler.
Læs mere om vores adgangsforhold på Roskilde Bibliotek