Hvad læser Jes Fabricius Møller ?
Forfatter og dr.phil. Jes Fabricius Møller har skrevet en ny biografi om Grundtvig. Her deler han sine egne store læseoplevelser.
Af Ann Luther Torp
Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Jeg er netop blevet færdig med Rasmus Vangshardts og Adam Paulsens ”En plads i solen” om den tyske livsreformbevægelse. Den ene skriver bedre end den anden, så den er en fornøjelse at læse.
De viser hvordan et helt nyt syn på friluftsliv, den menneskelige krop, sundhed og kost gennemsyrede ikke alene det tyske samfund, men hele Centraleuropa, og de kobler den til den politiske historie. Ikke sådan at forstå, at de gør livsreformbevægelsen til en drivende kraft for udviklingen af f.eks. nazismen, men de viser, hvordan det gav mening, at Hitler var vegetar eller at Mussolini ikke sjældent optrådte i bar overkrop, hvad der havde været utænkeligt for en statsleder blot en generation tidligere.
Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
I anledning af at jeg læste ”En plads i solen” mindede min kone mig om Stefan Zweigs ”Verden af i går” i Helge Kjærgaards indlevede oversættelse. Det er et mesterværk. Vi skiftedes til at læse passager højt for hinanden. Zweig var en strålende nostalgiker, men levede ikke i fortiden. Vil man have en introduktion til den verden, som Zweig kendte, og hvad den siden er blevet til, kan jeg anbefale Vibe Termansens ”Kampen om Centraleuropa”. Forholdet mellem Tyskland og Rusland skal forstås historisk, og det anskueliggør Termansen så glimrende.
Og hvis vi fastholder Tyskland som tema, kan jeg også anbefale en ret overset bog, der udkom sidste år, Peter Harmsens ”Det tredje riges øjne og ører” om nazisternes overvågning af den tyske opinion. Den har meget at sige om, hvordan diktaturer fungerer. Det gælder også Timothy Snyders ”Vejen til ufrihed”, om Putins Rusland og Trumps USA. Den er nærmest uhyggelig, fordi det har vist sig, at mange af hans forudsigelser har holdt stik.
Hvad betyder biblioteket for dig?
Jeg fik lånerkort til Kalundborg Bibliotek i 1973, og det var et slaraffenland for mig. Jeg slugte bøgerne om ”De Fem”, ”De tre detektiver”, ”Kim” og ”Jan” blandt mange andre. Jeg kunne godt ønske mig tilbage til dengang, da jeg kunne forsvinde helt ind i bøgerne. Siden har jeg fået en akademisk uddannelse, og så bliver man lidt blasert og distanceret. Man læser mere instrumentelt.
Men bortset fra det betragter jeg det som et privilegium at bo næsten lige over for Roskilde Bibliotek, der har stort set alt, hvad der er trykt på dansk i de seneste hundrede år. Det er en gave til mig som historiker og forsker.