Hvad læser Rasmus Nielsen?

Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Jeg har som regel gang i lidt for mange bøger samtidig. Det er noget rod. Lige nu lytter jeg til den norske forfatter Nina Lykkes nyeste roman "Hvor er de voksne?" Det er knivskarp samtidsdissekering med eminent humor. Hende er jeg meget glad for. Og for norsk litteratur i det hele taget.

Derudover læser jeg Steffen Heibergs "En ny begyndelse" om Europas kulturhistorie i middelalderen og Sigrid Undsets "Våren". Undset er bare for vild. Og så læser jeg "Måske tager vi fejl" af Björn Natthiko Lindeblad. En forholdsvis almindelig svensk mand, der forlader sin lovende erhvervskarriere og tilbringer 17 år som buddhistisk skovmunk, før han vender hjem med tomme lommer og en masse indsigter om, hvordan man lever lidt lettere med sig selv, sine tanker og resten af verden.

Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
Nina Lykke. Hun er en af mine helte, og jeg kan varmt anbefale både "Næste!", "Vi er ikke her for at have det morsomt" og "Hvor er de voksne".  Måden, hvorpå hun med varme, humor og benhård præcision kan beskrive og hudflette mange af de mest trælse ting ved vores samtid, er simpelthen uovertruffen.
Uopdragne børn, forkælede voksne, woke-tosserier og moralsk navlebeskuelse. Og alle vores mere eller mindre vellykkede forsøg på at fremstå som ordentlige mennesker. Ingen går helt fri. Enhver tid har brug for nogen, der evner at gennemskue dens selvbedrag og hykleri og sætte ord på det. Det gør Nina Lykke. Og hun gør det uden at miste blikket for, at vi mennesker ganske vist er latterlige, men som regel også værd at holde af. Langt de fleste i hvert fald.

Hvad betyder biblioteket for dig?
Biblioteket har altid betydet noget ganske særligt for mig. Fra jeg var helt lille og boede så langt ude på landet, at det var en biblioteksbus, der fra tid til anden rullede ind i landsbyen, og hele vejen op gennem min opvækst, hvor især biblioteket i Ribe var mit hemmelige tilholdssted. Fordi jeg var sådan en nørd.
Hele tanken om et bibliotek – et sted, hvor man indsamler og deler viden og fortællinger, og hvor der skabes fællesskab og forbundethed – er for mig at se en grundpille i et sundt og stærkt samfund. Og så findes der jo den særlige og velgørende ro på et bibliotek. Lidt ligesom i en kirke. En ro, som verden måske har mere brug for end nogensinde før.

Du skriver historiske romaner. Har du selv en yndlingsperiode i Danmarkshistorien?
Mange. Jeg er vild med vores historie og synes kun, at den bliver mere farverig og fortryllende, jo længere ned i den jeg dykker. Middelalderen er et kapitel for sig, og den bliver jeg nok aldrig helt færdig med.
Men jeg holder også meget af 1920’erne og 1930’erne. Det er en brydningstid, hvor det gamle Danmark står med den ene fod i landbrugssamfundet, mens det moderne samfund trænger sig på med radioer, biler, jazz, nye tanker og store sociale forandringer. Samtidig ligger fattigdommen, klassekampen, den økonomiske krise og de politiske yderligheder lige under overfladen, mens mørket langsomt samler sig syd for grænsen. Det er på én gang en meget genkendelig og en fuldstændig fremmed verden. Og den slags perioder, hvor noget gammelt er ved at forsvinde, og ingen endnu ved, hvad der kommer i stedet, er altid fulde af gode fortællinger.