Hvad læser Nanna Holm?

Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Jeg har ikke læst så meget, mens jeg har skrevet Røde Port. Det er noget med at holde historier og stemmer adskilt. Men jeg har samlet til bunke og har nu et fantastisk efterår foran mig. 

Jeg har netop afsluttet Stine Pilgaards Ti vilde heste om livet som småbørnsforældre i Husum, den er virkelig sjov. Og så er jeg gået i gang med Før sol går ned af Jenny Erpenbeck, en fantastisk roman om de mulige veje, et enkelt liv kan tage. I øjeblikket læser jeg også en del i Gladiators Poetik - Læsepraksis, en antologi, der beskæftiger sig med, hvad sproget kan, og hvad litteratur egentlig er. 

Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
Jeg anbefaler alle at læse Dean Butt, en vigtig ny stemme i dansk litteratur. Med sin bog Vi er rigtige engle om en barndom i et udsat miljø giver han stemme til barnet og tager sin historie tilbage fra systemet. Det er en barsk og rørende bog, for Dean Butt skriver med en utrolig empati med sine karakterer, et ønske om at forstå. Samtidig er bogen en hyldest til sprogets magt. Og så er teksten så utrolig fint monteret. 

En anden bog, jeg gerne vil anbefale, er Lærke Kløvedals Sømærke, en bog, jeg bliver ved med at have med mig. Hun skriver ærligt og generøst om at være barn af en tid og et miljø i 80erne. Jeg oplevede personligt en meget stor genkendelse - ja, jeg følte mig simpelthen set, for hun evner at gøre det personlige til noget almengyldigt og sætter så godt ord på dét siden at skulle finde sin egen vej. Jeg er vild med hendes umiskendelige stemme, den dybde, der bor i letheden i hendes sprog.

Derudover vil jeg gerne pege på romanen Kvinder uden mænd af Shahrnush Parsipur, der foregår i Irans hovedstad Teheran i 1950'erne. Sammenstødet mellem det brutale, patriarkalske iranske styre og Shahrnush Parsipurs eventyrlige og magiske univers er totalt syret og helt genialt. Det er en lille, stor bog, der pudsigt nok også optræder i bogen Vi er rigtige engle, hvor hovedpersonen D. og hans mor læser den højt for hinanden, en scene, der meget fint anskueliggør, hvordan litteratur åbner verdner og får os til at se. 

Og hvis man så kan finde et barn at (gen)læse den gode, gamle klassiker Brødrene Løvehjerte sammen med. Altså at følge den lille bange Tvebak med børneøjne! Det er jo de store eksistentielle temaer: død, ensomhed, frihed, håb og mod - kampen mellem det gode og det onde. Jeg husker selv at få den læst højt som barn. At min mor pludselig græd. Men også at der opstod noget meget fint og vigtigt imellem os netop dér. Jeg blev selv meget rørt, da jeg genfandt sætningen: ”Der er ting, man er nødt til at gøre, selvom de er farlige. […] Ellers er man ikke noget menneske, men bare en sølle kryster” og så, at min mor havde sat et tyndt udråbstegn med blyantstreg ud for. 

Hvad betyder biblioteket for dig?
I min barndom og ungdom havde det lokale bibliotek på Christianshavn en meget stor plads i mit liv. Det var en slags helle. Jeg kan huske lyden i den rungende opgang af døren, der faldt i og lukkede støjen fra gaden ude, af fodtrinnene på trappen og lugten, når man trådte ind på biblioteket, af bøgerne, af roen. At gå langs reolerne – alle de verdener, man kunne forsvinde ind i. Og jeg kunne lide at se på folk, der læste avis eller slog op i fagbøger og telefonbøger, tog noter. At forestille mig, hvem de var, hvad de var i gang med. Og jeg slæbte bøger hjem. 

Nu kommer jeg på biblioteket med mine egne børn, og det er rørende at se magien virke i dem, at få lov at genbesøge den følelse sammen med dem: Du kan bare vælge en bog – eller flere! Se den der! Og den! Og det smitter jo. Som regel kommer jeg også selv hjem med en bog, selvom jeg egentlig godt ved, det kniber med at nå at få den læst. 
Læsning er for mig at se lig livsduelighed. Det handler om empati, om at opleve nye verdner og forstå, at der er en verden derude. At man kan drømme. At man kan være alene uden at være ensom. 
Samtidig er det at være en stærk læser et virkelig godt kort at have på hånden. At man kan gennemskue alt det, der står mellem linjerne, og det med småt. At man føler sig så sikker på at læse og forstå, at man tør tale magten imod. Og det er dét, biblioteket er, en mulighed for alle, og derfor er det fx også sindssygt vigtigt, at skolebibliotekerne ikke er Pædagogiske Læringscentre, men er biblioteker med bøger, hvor alle børn lærer, at de hører til og har ret til at være. For mig er bibliotekerne en af velfærdssamfundets kerneydelser.

Din roman ”Røde Port” handler bl.a. om livslange venskaber. Hvem var din første ven? 
Min første ven var Ditte. Hun er stadig min helt særlige ven – en slags søster, vil jeg sige. Vi har kendt hinanden, siden vi var tre år, og vi er vokset op sammen. Vi kender hinandens forældre, hinandens backstage, de bløde punkter og de hårde skjolde. Vi har gjort alt sammen: gået i skole, gået til badminton, gået hjemmefra i protest, gået i byen. Har delt flere hjem, da vi var unge. Rejst ud i verden og er blevet væk – ind imellem også fra hinanden – men vi har altid fundet hjem igen. Vi har mødt døden sammen og forsøgt at finde meningen med det hele. Det gør vi stadig, når vi er sammen. Det handler aldrig om ingenting.