Lotte Garbers anbefaler bøger
Forfatter Lotte Garbers er aktuel med romanen "Frøken Sannoms vinger". For nylig vendte hun retur til Danmark efter mange år i udlandet, og de danske biblioteker er noget af det, hun har savnet. Her giver hun dig sine bedste boganbefalinger.
Af Ann Luther Torp

Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Lige nu læser jeg meget ind på samme periode som 'Frøken Sannoms vinger' foregår i. Jeg elsker pt. en biografi om den svenske forfatter Victoria Benedictsson: 'Mit store smukke had' (virkelig god, og sikke en titel). Hun hitter som forfatter i slutningen af 1800-tallet - ved at udgive under et mandenavn. Læser også om Edvard Munch: 'Døende kom jeg til verden'. Titlerne siger det hele!
Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
Jeg anbefaler nærmest alle bøger. Også dem man ikke kan lide. Alt giver stof til eftertanke, jo. Og det at mærke HVORFOR noget ikke er for dig. Men jeg ville huske at læse blandet. Biografier, nutidige, lange, korte. Læs alle Alex Schulmanns bøger (særligt 'Brænd alle mine breve') og klassikere - har lige læst Madame Bovary og Mårbacka. Virkelig godt jo.
Hvad betyder biblioteket for dig?
Jeg har boet i udlandet fra 2011-2025, og at downloade min biblioteks-app var noget af det bedste ved at flytte retur. Jeg kan endelig låne løs, og mit lokalbibliotek ligger lige om hjørnet. Jeg kommer der lige så ofte som i Netto. Som barn boede jeg i ungdomshjørnet og læste alle bøgerne fra A-Å. Jeg er klart superbruger.