Litteratur

Hvad læser præst, forfatter og musiker Nikolaj Zeuthen?

Nikolaj Zeuthen læser meget forskelligt, lige fra klassikere til gamle hæfter om skoleskak. Og så vil han gerne forbyde mobiltelefoner på biblioteket.

Af Ann Luther Torp

Foto: Asbjørn Sand

Du kan møde Nikolaj Zeuthen d. 20. oktober, når vi inviterer til arrangementet "Åndelig oprustning? - Troens mulige rum".
Du kan læse mere om arrangementet og købe billet her. 

Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Lige for tiden læser jeg Etty Hillesums dagbøger og breve. Etty Hillesum var en hollandsk jødisk forfatter, som døde i 1943 i Auschwitz. En åndelig søster til Anne Frank, kan man sige, men alligevel helt sin egen. Bl.a. gør hun sig nogle mystiske-religiøse erfaringer, som hun beskriver meget friskt og originalt. Jeg læser også i nogle gamle skoleskak-hæfter skrevet af Bent Larsen. Han har en herligt djærv pen. Hæfterne fandt jeg, fordi jeg skulle flytte. Jeg læser altid alt muligt forskelligt. 

Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
En skidt knægt af Bent Vinn Nielsen. Det er en fantastisk god roman. Let, dyb, velskrevet, med et dæmpet og dog markant temperament. Pontoppidan! Det forjættede land. Han er bare skarp og morsom. Hvis man har forældre, der er ved at blive gamle, skal man læse en graphic novel af Roz Chast: Can’t we talk about something more pleasant. Roz Chast er komisk geni med et stort hjerte.

Hvad betyder biblioteket for dig?
Biblioteket betyder meget. Det er et sted, jeg finder fred. Folke-bibliotek. Folke-kirke. De steder der, de er vigtige. Steder, hvor man gerne må være underlig og anonym og bare sidde uden at købe noget. Men kære venner – der er kommet alt for meget støj og telefoni på bibliotekerne. Kan I ikke overalt i landet forbyde telefonsamtaler i bibliotekets sale. Det er uciviliseret!