Anbefalet: Få børn til at læse i ferien

14.06.18
Bibliotekaren anbefaler børnene læsning til Sommerbogen

Af Charlotte Holm Juul, Børnebibliotekar ved Roskilde Bibliotekerne

Læs tre bøger, anmeld dem, få en spritny bog og vær med i konkurrencen om en iPad. Lyder det ikke som den perfekte opskrift på at få dit barn til at læse mere?
Fredag 15. juni bliver bibliotekernes store konkurrence Sommerbogen skudt i gang.
Alle børn mellem 7 og 14 år kan være med, og det eneste, de skal, er at anmelde de læste bøger på bibliotekernes børnesite Biblo.dk. Vi giver jer her inspiration til gode bøger for aldersgruppen.

Sværdets Mester - Tvekampen af Mette Finderup

Prins Milo kommer op at slås med sin fætter Rufus. Han er så træt af fætterens drillerier, at han til sidst udfordrer ham på livet i en sværduel. Men Rufus har lokket ham i en fælde og betalt en dygtig sværdkæmper til at tage kampen for ham. Hvad sker der, når sværdmesteren svinger det frygtindgydende svær Blodtunge? Spændende og lidt blodig fantasy-serie, der er let at læse. Første bog af serien på 10 bøger. Fra 8-12 år

Hest hest tiger tiger af Mette E. Neerlin

Honey lyver. Bare en lille bitte smule og slet ikke med vilje. Det flyver bare ud af munden på hende og bliver altid pinligt. En dag tager hun en forkert bus og bliver sat af ved et hospice. Da de ansatte spørger, om hun er pårørende til den døende Marcel, siger hun ja. Og det vender op og ned på hendes liv. Rigtig sjov historie, der er mindre alvorlig end den lyder, og vedrører problematikker, som mange teenagere kan relatere sig til. Fra 11-13 år

Zam af Jesper Wung-Sung

Zam drømmer om at være som alle andre drenge. Han går i skole og er gode venner med Sofie, men han er ikke en almindelig dreng. Zam er zombie. Han bliver gentagende gange drillet af Oscar fra klassen, og en dag bliver det for meget, og Zam bider Oscar. Det skulle han aldrig have gjort, for det får meget store konsekvenser for Zam og de andre zombier i byen. Virkelig velskrevet bog om ikke at passe ind. Ikke en typisk bloddryppende zombie-fortælling, men derimod en historie, der virkelig bider sig fast og giver læseren noget at tænke over. Fra 13-16 år

Tags
Materialer