Anbefalet: Klassikere i efterårsprogrammet

29.08.18
Bibliotekaren serverer seriøse skønlitterære klassikere

Vores bibliotekar Ann anbefaler tre af de store skønlitterære klassikere her.

De følger også tre arrangementer i efterårsprogrammet med fællestitlen: Kaffe, kage og klassikere. 
De er udsolgt. 

Thomas Mann: Buddenbrooks – en families forfald
En families forfald lyder som deprimerende læsning, men heldigvis er Thomas Mann en rigtig god fortæller, der med saft og kraft beretter om købmandsfamilien Buddenbrooks liv i 1800tallets Lübeck. Ved romanens begyndelse har familiens overhoved Johan Buddenbrook senior erhvervet et stort hus på en fashionabel gade – et hus, der afspejler familiens position i byen.
Et par generationer senere må huset sælges, for meget har ændret sig for familien.

Historien folder sig særligt ud i skildringen af søskendeparret Antonie og Thomas. De sætter begge familien og firmaet over alt andet – også over deres egen personlige frihed og lykke.
Karaktererne er beskrevet så levende, så de nærmest springer ud af siderne som mennesker af kød og blod.
Særligt Antonie er formidabelt beskrevet: fuld af livsmod og smækfyldt med menneskelige fejl, der gør hende til en meget troværdig karakter. Hør mere om familien, firmaet og forfaldet d. 18. september, hvor vi serverer kaffe og kirsebærkage fra Schwarzwald.

Johannes V. Jensen: Kongens Fald
Sex, voldsomme dødsfald og store politiske begivenheder er vævet ind i denne fortælling, hvor vi følger den rødhårede, storke-lignende Mikkel Thøgersen i årene 1497-1535 .
Han er født som smedesøn ved Limfjorden, men studerer fattig og forhutlet i København.
En aften ser han på et værtshus den unge kronprins – den senere kong Christian d. 2. –  og drømmer herefter om at blive en af kongens mænd. Mikkel er vidne til flere voldsomme hændelser i Danmarkshistorien, som Blodbadet i Stockholm og Grevens Fejde, og på privatlivsfronten går det også drabeligt for sig.
Hans kærlighed til kvinden Susanna bliver omsat til rasende hævntørst rettet mod den unge mand Otte, da Mikkel opdager, at Otte har haft sex med Susanna.

Kongens Fald blev i 1999 kåret som det 20. århundredes bedste danske roman. Hør hvorfor d. 2. oktober, hvor vi serverer kaffe og mazarinkage.  

Virginia Woolf: Til fyret
Anderledes roligt går det for sig i familien Ramsays sommerhus på øen Skye i Hebriderne. Selvom der også her sker store ændringer senere, da 1. verdenskrig ryster alt det velkendte.
Familien har otte børn, Mr. Ramsay underviser på universitetet og Mrs. Ramsay styrer huset og den store børneflok.
Familien har også flere logerende med sig i sommerhuset, bl.a. kvinden Lily Briscoe, der er maler, og som har valgt at fokusere på sin kunst frem for på et traditionelt familieliv.
Familiens yngste søn James ønsker at komme ud til fyret, men først 10 år senere, på den anden side af krigen, lykkes det at gennemføre turen.

Det er personernes indre liv, deres tanker og sansninger af verden omkring dem, der udgør essensen af Til fyret. Her er ikke hurtig action, men fine refleksioner over tiden og kunsten. Hør mere om familien Ramsay d. 13. november, hvor vi serverer kaffe og Victorian Sponge Cake.
 

Materialer