Lysende litteratur

30.01.24
Her, hvor den mørke januar er over os, og julelysene er slukkede, drømmer vi og længes mod lysere tider. En anden grund til at sætte fokus på lys er den årlige lysfest i Roskilde, som afholdes fredag den 2. februar. Bibliotekar Karen-Margrethe Revsbæk anbefaler lysende litteratur.

Morten Ramsland- Lyskabinettet

Med denne bog skriver Ramsland sig ind i rækken af autofiktion, hvor man kan mærke, at noget er på spil. Hovedpersonen Thomas er vokset op i parcelhus-Danmark i 70'erne og 80'erne, en periode hvor fri sex og muligheden for at leve et andet liv end tidligere vandt frem. Som voksen har Thomas brug for hjælp til at reflektere over sine valg og opsøger derfor psykoterapeuten Overbeck. I hans lyskabinet tænker Thomas tilbage på sin opvækst og sine fantasier om underkastelse og andre mænd.

Dan Turéll - Lysende sange:et digtudvalg

Digte kan, som intet andet, vække følelser til live, og det gælder også for denne digtsamling ”Lyse Sange”. Her er det Chili Turéll, der har udvalgt digte, som har haft en særlig betydning for hende. Det er ikke nødvendigvis digte, der omhandler lys, men samlingen er et bredt udvalg af Onkel Dannys bedste lyrik.

Jón Kalman Stefánsson - Sommerlys og så kommer natten

Jeg slutter med en af de bøger, jeg altid kan vende tilbage til, og har læst flere gange. Det er en poetisk lille samling af fortællinger fra samme lille by på Island. Fortælleren er et altomfavnende ”vi”, der kender byen, men også er en del af den. Sammen med fortælleren kommer vi rundt til mange af de små hjem, men også til en række helt unikke personer, hver med deres særlige skæbnefortælling. Den er skrevet med en vidunderlig lyrisk sprogtone og en intensitet, så man virkelig bliver en del af fortællingen.

 

Herunder har vi samlet bøger, der på hver deres måde er en lyskilder i en mærk tid, og som lyser hovedet op.