Litteratur

Hvad læser Claus Schjødt?

Forfatteren til den humoristiske roman "Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt" mener, at alle burde give sig selv den gave, det er at læse.

Af Ann Luther Torp

Foto: Ditte Capion

Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Frem til sommerferien fik jeg læst alt for lidt, fordi jeg havde travlt med at gøre en ny roman færdig. Siden har jeg forsøgt at tage revanche. Jeg har blandt andet lyttet til Karin Heurlins ”Min kone”, fordi en læser anbefalede mig at læse den, og den er både underholdende, tankevækkende og sjov. Ellers har jeg senest læst Nick Cave ”Bunny Munros død”, Jón Kalman Stefánsson ”Himmerige og helvede”, Jonas T. Bengtson ”Rødovre Blues”, Mich Vraa ”Ithaka”, Selma Lagerlöf ”Kejseren af Portugalien”, Kim Ho-Yeon ”Fru Yeoms butik for små mirakler” og  Audur Ava Ólafsdóttir ”DJ Bambi”. Én af dem var en usædvanlig dårlig læseoplevelse, mens jeg havde stor fornøjelse af de øvrige. Jeg kan vældig godt lide at læse nyt, gammelt og klassikere imellem hinanden.

Hvilke bøger vil du anbefale andre?
Pyt med, hvad andre læser. Bare læs! Start med det, der umiddelbart frister og hop til noget andet, hvis det ikke lige fanger. Om det er krimier, skønlitterære romaner, science-fiction, romance eller fantasy, det er lige meget. Bare giv dig selv den gave, det er at læse, også selv om det kan være svært at komme i gang. 

Hvad betyder biblioteket for dig?
Da jeg var barn, besøgte jeg biblioteket flere gange hver uge og slæbte stakkevis af tegneserier og bøger med hjem. I dag er jeg en lidt for sjælden gæst, fordi jeg ofte køber bøger og nyder at have mit eget ”bibliotek” derhjemme. Men af og til bestiller jeg bøger hjem, jeg bare gerne vil låne, og jeg bruger jævnligt eReolen. Jeg kan godt lide at høre lydbøger, når jeg arbejder på noget ved vores hus eller går tur med hunden. Desuden har jeg de seneste år været så heldig at besøge en del biblioteker i forbindelse med egne bøger. 

Biblioteket er en af vores absolut vigtigste kulturinstitutioner som en uundværlig formidler af dannelse og viden. Og så spiller bibliotekerne, som vært for et utal af læsegrupper og arrangementer, en super betydningsfuld – men måske  lidt overset – rolle med hensyn til at skabe meningsfulde sociale relationer og fællesskaber. Så hvis vi vil vores samfund, demokrati og hinanden det godt, så skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at passe på vores biblioteker og holde gang i læsningen.