Litteratur

Hvad læser Maj My Humaidan ?

Gode fortællinger kan fungere som et spejl, hvori du kan genkende øjeblikke og følelser fra dit eget liv. Det har forfatter Maj My Humaidan oplevet.

Af Ann Luther Torp

Tags

Forfattere anbefaler

Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Mange, mange bøger har haft særlig betydning i mit liv, og jeg kan ikke nævne én uden at nærmest få tics :)
De to bøger om "Karitas" af Kristín Marja Baldursdóttir betød noget helt særligt for mig, da jeg læste dem første gang som mor til dengang tre små børn. Den gav mig et sprog for den splittelse og længsel, som jeg oplevede i mit liv som et kreativt, skabende menneske, der nu også - og måske fremfor alt - var blevet mor. 

Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
Mange! Men jeg vil nøjes med tre, som jeg har læst for nyligt, og allerede glæder mig til at læse igen: "Den inderste kerne" om Inge Lehmann af Lotte Kaa Andersen, "Hildegaard"-bøgerne af Anne Lise Marstrand-Jørgensen og "Heltindens rejse" af Sofie Golodnoff. 

Din bog ”Ærø manifestet” har undertitlen ”Om længslen efter et andet familieliv”. Hvorfor var det vigtigt for dig at få et ord som ”længsel” med?
Fordi alle kan spejle sig i længslen, men også fordi jeg oplever, at vores samtid er særligt længselsfuld. Ensomhed, udbrændthed, meningsløshed: Længslen har mange navne, og en fællesnævner for rigtigt mange mennesker lige nu er, at vi længes, men vi ved knap nok efter hvad. Jeg fandt ud af, at det jeg længtes efter, var at tage mere ansvar for mit eget liv. Tage tiden alvorligt - i erkendelse af, at den en dag løber ud.