Litteratur

Hvad læser Shëkufe Tadayoni Heiberg?

Shëkufe Tadayoni Heiberg er forfatter, klimaaktivist og så driver hun forlaget URO. Hun har bl.a. udgivet bio-fi romanen "Nødder".

Af Ann Luther Torp

Tags

Forfattere anbefaler

Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Jeg læser en essaysamling af Ursula K. Le Guin med titlen ”Space Crone”. Jeg elsker Le Guins evne til at spidde patriarkatet og more sig kosteligt over sin egen humor imens. Hun skriver ind i vores samtids kønskampe på en måde, som jeg finder meget relevant og lysende klar.

Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
Alle, der ikke har læst hendes ”Bæreposeteorien om fiktion” skal bare komme i gang med at læse den. Den er ultra kort og har været en absolut gamechanger, ikke bare i mit liv og virke, men for rigtig mange jeg kender. Der er et før og et efter den bog, sådan er det bare. Og når den er læst og fordøjet, vil det være oplagt at kaste sig over resten af forfatterskabet. Her kan de korte titler også være gode at gå videre med, fx ”Sur” og ”Vejens retning”, som på hver deres måde tilbyder et helt nyt perspektiv på verden og verdenshistorien, men også de store værker, fx ”Jordhavstrilogien” og ”Mørkets venstre hånd”, er virkelig virkelig gode.

Hvad betyder naturen for dig?
I første omgang arbejder jeg på at gentænke, hvad natur egentlig dækker over. Så længe vi ikke forstår det jævnbyrdige slægtskab vi har med resten af de levende arter, så er det meget svært at agere som en del af en større helhed. Men det kræver en masse afskoling, fordi vi har brugt de sidste mange hundrede år på at skabe denne her kognitive afstand mellem mennesket og alt andet liv på Jorden. 

Jeg er aktiv i klimakampen og jeg tror ikke vores anstrengelser kan bære frugt, hvis ikke vi helt grundlæggende lærer at forstå, at vi er en art blandt en masse arter, hvoraf mange er langt mere kompetente end os, når det kommer til at afhjælpe de værste klimaforandringer. Træerne kan optage CO2 og lave det om til ilt. Det kan vi ikke. insekterne kan bestøve de planter, der er afgørende for vores alles overlevelse. Det kan vi heller ikke. Der er så meget generøsitet i naturen, hvis vi kigger efter. Jeg tror det er en vigtig indsigt, sådan dybt inde at forstå, at vi ikke skal handle os ud af denne krise, men træde et stort skridt tilbage så de arter der er mest kyndige på den front, kan få ro til at gøre arbejdet.