Foto fra Fototeket

Fotoskatte i FOTOTEKET

Af Lise Vissing, arkivar i Roskilde Arkiverne

I Roskilde Lokalhistoriske Arkiv har vi mange spændende skatte, som du kan gå på opdagelse i. Et særligt bidrag er fotosamlingen fra kunst- og arkitekturfotografen Kristian Hude (1864 –1929).

Da fotokunst var dyrt og besværligt på den tid, hvor Kristian Hude bedrev den, er de fleste fotografier fra århundredeskiftet ofte kendetegnet ved de opsatte portrætfotografier af bedsteborgere og byens spidser. Det sagde dog ikke Hude noget, som i stedet ville ud og fange byer, bygninger, kunst og mennesker i deres naturlige omgivelser – høj som lav. Hudes fotografier er derfor kendetegnet ved en stor nysgerrighed på og interesse alle dele af det danske samfund. Samtidig havde han et kunstnerisk blik, som lod ham indfange situationernes sanselighed, særlige stemninger og liv. 

Efter at have færdiggjort en uddannelse og arbejdet som privatlærer i nogle år, bosatte Kristian Hude sig i 1899 i sin barndomsby Roskilde. Fra sit hjem i Roskilde rejste han ud til alle afkroge af landet og dyrkede sin store passion for kunstfotografering. Interessen for hans arbejde var stort og blandt andet Nationalmuseet og Kunstindustrimuseet hyrede Roskilde-fotografen til at dokumentere livet og arkitekturen i Danmark.

Det er blevet til en helt fantastisk samling af fotografier og glasnegativer, som vi er så heldige at besidde en stor del af i vores arkiv, da Roskilde naturligvis ofte var genstand for kunstfotografens vidunderlige værker.

Fotografierne kan, sammen med vores øvrige samlinger, studeres på Roskilde Lokalhistoriske Arkivs læseplads på Roskilde Bibliotek i vores åbningstid tirsdag og torsdag 10-15.00.
En stor del af værkerne kan desuden ses hjemmefra via arkivets fotodatabase FOTOTEKET
 

Materialer