Se originaltegninger

01.11.22
Udstilling på Roskilde Bibliotek

Tegneserieskaberen Mikkel Ørsted Sauzet udstiller 24 originaltegninger fra de to udgivelser "Aske" og "Ild" i hele november måned. Begge er næsten ordløse historier fortalt med en særdeles ferm kuglepensstreg.

Fortællingerne kredser om oprør og social retfærdighed. "Aske" er sat i Haiti i slutningen af 1700-tallet under optakten til den Haitianske revolution, mens "Ild" er sat i Bruxelles kort efter årtusindskiftet og omhandler rømmelsen af Gesù-kirken.

I samme ombæring udstiller vi tegneserier fra andre danske tegneserieskabere, både de kendte og mindre kendte. Der vil november igennem være løbende udskiftning i udstillingen, så hold øje med udstillingen.

Herunder er tre tegneserier der står på udstillingen i skrivende stund, som jeg synes du bør læse:    

"Stejl fart" af Christoffer Zieler 

Stejl fart formår at forene et hav af forskellige elementer til en virkelig sjov tegneserie.

Den består af figurer, der kommer med finurlige, filosofiske, banale og bizarre udtalelser og udbrud.

På trods af at figurerne spænder over flere forskellige arter og tegnestile, har man fornemmelsen af at være i et samhørigt univers hele vejen igennem.

Det skyldes ikke mindst det gennemgående helt eminente sprog i tegneserien.

Orgasmebogen af Kristine Tiedt

I Orgasmebogen får du en gennemgang af den kvindelige orgasmes historie.

Vi følger figurerne Kvinden, Kussen og Eksperten der er taget ud på en øde ø. De har hver deres indgangsvinkler og perspektiver på emnet.

Det fungerer godt at tegneserien bryder Ekspertens historiske gennemgang op med mere personlige indspark fra Kvinden og Kussen.

Ekspertens historiske gennemgang formår dog også at underholde ganske udmærket ved at udstille absurde forhold i historien med finurlige tegninger.

Tegn eller dø

Tegn eller dø er et virkelig sjovt koncept. Steffen P. Maarup har rakt ud til danske tegnere og bedt dem om at indgå i en tegneturnering.

Tegnerne mødes én mod én i tegneserien og indgår hver med deres specifikke tegnestil og et givet prompt.

Herefter går tegningerne i krig med hinanden, inden der udråbes en vinder, der går videre i turneringen.

Det er fjollet, men også dybt interessant at se de forskellige tegneseriestile interagere med hinanden.

Materialer