Anbefalet Roskilde Festival 18

Anbefalet: Roskilde Festival

05.07.18
Fire musikformidlere anbefaler fra årets program

Formidlere fra Roskilde Bibliotekerne med hjerter der banker ekstra for musikken, giver her hver to anbefalinger fra årets Roskilde-program - fra forskellige genrer og med stor glæde. Du kan selvfølgelig låne plader med anbefalingerne på Roskilde Bibliotek.


Keis Abdallah Khatib

BLACK STAR
Torsdag Kl. 14, Arena

Talib Kweli og Yasiin Bey, aka Mos Def, udgør New Yorker hiphop duoen Black Star. Det selvbetitlede debutalbum fra 1998 er en sand boom bap klassiker der i år kan fejre tyveårs jubilæum. På et musikalsk underlag af knitrende jazz samples og hårde breaks bevæger Black Star sig ind i den sorte oplevelse i New York.
Det er samfundsbevidst rap, der løber videre med stafetten overakt af navne som KRS ONE og Public Enemy. Forvent flows der flyder elegant som saxofonsoloer, og punchlines der slår hårdere end Mike Tyson i hans storhedstid, når Black Star indtager Arena scenen!

LOKE DEPH
Mandag Kl. 16:30, Countdown

Danske Loke Deph er en af rap-undergrundens mest velbevarede hemmeligheder, der i år bliver delt med folket på Roskilde Festival. Teksterne er kortfilmsagtige glimt fra hverdagslivets virvar, tilføjet absurde, spøjse og eksistentielle penselstrøg.
Flowet kan der ikke sættes nogen røde streger under, det er altid knivskarpt og selvsikkert leveret på beats af producere som Boone og Telepa T.
Loke Deph har det seneste års tid markeret sig på diverse mixtapes og features, og sidst men ikke mindst med hans debutudgivelse, dobbelt ep’en Beluga/Malstrøm fra 2016. Så det er en rapper i top form, der griber mikrofonen på Roskildes Countdown scene i år.

 

Anya Mathilde Poulsen

ST. VINCENT
Onsdag kl. 20.30, Arena

Et af sidste års bedste album kom fra St. Vincent. Adskillige aviser og musikmagasiner herhjemme og i udlandet havde hendes Masseduction højt placeret på listerne over årets musik. Annie Clark, som hun hedder, står med sine sylespidse stilethæle og pink latexboots et sted i grænselandet mellem futuristisk pop og cool og kløgtig avantgardekunst.
Hun kan kreere catchy hooks lige til at nynne med på, skrive mildest talt foruroligende tekster og så leger hun på Masseduction med et visuelt univers så blankpoleret, at det må og skal opleves på en live-scene. Hun er i øvrigt en eminent guitarist og har designet en kollektion af guitarer specielt til kvinder.

HEILUNG
Torsdag kl. 01.00, Avalon

Rensdyrgevirer, shamantrommer, knogler, pelsværk, vølvesang. Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke helt, hvad du går ind til, hvis du opsøger Heilung torsdag nat. Jeg har til gode at se dem live, men er ret sikker på, at du kan vente en vild oplevelse.
Gruppen består af medlemmer fra Danmark, Norge og Tyskland, bl.a. har en af musikerne en fortid i gruppen Valravn, og musikken er en dyster og voldsomt hypnotisk drone-folk-metal-ambient, der lyder som om den ved hjælp af sejd og besværgelser er hentet op af den urnordiske underbevidsthed. Med garanti en koncert, der skiller sig ud fra mængden. Medbring eventuelt eget outfit i stilen.
 

Gustav Lindberg Meindal

EQUIKNOXX FEAT. SHANIQUE MARIE
Fredag kl. 12.00, Apollo

Equiknoxx er efter min mening en af de mest interessante acts lige nu. De to unge producere Time Cow og Gavsborg bag Equiknoxx stammer fra Jamaica, og har skabt sig et solidt navn ved at producere for dancehall’ens største stjerner.
Derudover har de udgivet de to mesterværker Bird Sound Power og Colón Man og turneret verden tynd. Equiknoxxs lyd er i høj grad baseret på den ”digitale” dancehall fra midt-80’erne og frem, men er samtidig eksperimenterende i deres lydunivers, hvor bizarre samples flyder sammen med en nærmest avantgardistisk dub-produktion. Kæmpe tip for en uforglemmelig live-oplevelse.

YASUAKI SHIMIZU
Fredag kl. 12.30, Gloria

Shimizu er en japansk komponist og saxofonist, der er en form for musikalsk blæksprutte. Hans musik spænder vidt, og Shimizu bevæger sig med ynde mellem klassiske genreforståelser. Shimizu har uden for Japan tenderet til at være et kultfænomen, men en række reissues af hans centrale værker har bragt manden frem i lyset.
I Shimizus musik må man forvente det uforventelige, og jeg vil anbefale albummet Kakashi som warm-up til hans koncert på årets Roskilde. Et flydende stillehavsalbum, ligeså fusionistisk og urbant ligeså roligt og landligt er det.

 

Sofie Jekel

BLONDE READHED
Lørdag kl. 23.00, Avalon

New Yorker-bandet Blonde Redhead fik sin spæde begyndelse i 1993, hvor de italienske tvillingebrødre Amedeo og Simone Pace mødte den japanske sangerinde Kazu Makino og blev en del af undergrundsscenen i metropolens artrock-miljø. Det var dog først med albummet Misery is A Butterfly i 2004, at det kommercielle gennembrud kom, og jeg fik øjnene op for deres repertoire af snurrende shoegaze og drømmende rocklyd. Der er tydelig inspiration fra heltene i Sonic Youth med bandets støjfræsende, dissonante guitarklange og alternative stemninger, der fænomentalt spiller op mod Makinos meget lyse, naive og samtidig melankolske stemme. Det bliver smukt i skumringen over Avalon lørdag aften.  

FIRST AID KIT
Torsdag kl. 16.00, Orange

Da søsterduoen First Aid Kit for første gang spillede på Roskilde Festival i 2009, var det i hyggelige og intime rammer på den hedengangne scene Astoria. Dengang var Johanna og Klara Söderberg to svenske teenagere, der havde fået deres gennembrud via en hjemmelavet youtube-video, hvor de sang et cover af bandet Fleet Foxes. På de ti år der er gået, har de fået et internationalt gennembrud, pladekontrakt med amerikanske Columbia og turneret i hele verden med deres blanding af folk, americana og indiepop. Deres gåsehudsfremkaldende vokalharmoniseringer og tight guitarspil bliver kun bedre album efter album.
Det er derfor med god grund, at de denne gang har rykket sig et hak op i ligaen og spiller på festivalens største scene. Fuldt fortjent.
 

Tags
Materialer
St. Vincent: Masseduction
Reservér
  • Cd (musik)

Masseduction

Af St. Vincent (2017)
Læs mere
Heilung: Ofnir
Reservér
  • Cd (musik)

Ofnir

Af Heilung (2017)
Læs mere
First Aid Kit: Ruins
Reservér
  • Cd (musik)

Ruins

Af First Aid Kit (2017)
Læs mere
Big Star: Live at Lafayette's Music Room
Reservér
  • Cd (musik)

Live at Lafayette's Music Room

Af Big Star (2018)
Læs mere