Det er helt NATUR’ligt - børnebøger om natur

Roskilde Litteraturfestival d. 13 maj er lige om hjørnet og temaet for årets festival er ”Vi elsker naturen”.

Naturen er spækket med fantastiske oplevelser, der bare venter på os, men skal man skubbes i gang, så har biblioteket rigtig mange fine bøger til lige præcis det.

Af børnebibliotekar René Toft.

Havet af Hélène Druvert og Emmanuelle Grundmann (2022)

Havet er en usædvanlig flot fagbog om havene og livet i dem. Bogen er i stort format og hver side er en nydelse af flotte illustrationer og sirlige udskæringer gemte hemmeligheder. I bogen lærer du om alt fra dyrene i havet, til koraler, fødekæder, tidevand og bølger, underjordiske vulkaner og meget mere. En eminent fagbog. Anbefales til højtlæsning fra 8 år og selvlæs fra 10 år.

Lån bogen her.

Klodeklubben serien af Ruth Lillegraven og Jens Kristensen

Klodeklubben er en ny rigt illustreret børnekrimi-serie om de tre børn Vera, Sigurd og Milo, der laver detektivbureauet klodeklubben med speciale i klima- og miljøsager. De tager modigt kampen op mod skruppelløse pengemænd, der spilder olie i fjorden eller hellere vil grave den farlige affald ned i naturen end at rydde op efter sig. Spændende læsning der anbefales til højtlæsning fra 6 år og selvlæs fra 9 år.

Lån bøgerne her.

Naturen Kalder: 100 opskrifter på dyreoplevelser af Sebastian Klein og Anders Kofoed

I Naturen kalder får du 100 opskrifter på fantastiske små og store oplevelser du kan have i naturen. For hvordan laver man en sneglesauna, en myrefarm, en vandkikkert, en forhindringsbane til egern eller en bænkebider kartoffelfælde? Og hvordan var det lige man lokker ormene frem med en ormedans? En fantastisk veloplagt fagbog spækket med dejlige billeder og man kan se forfatter Anders Kofoed på Roskilde Bibliotek optræde til litteraturfestivalen den 13. maj. Anbefales til højtlæsning fra 5 år og selvlæs fra 9 år.

Lån bogen her.