Glastonbury

Musikdokumentarer

14.05.20
Af Ulla Hoberg Lyhne, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne.

Savner du også at gå til koncert? Selvom det ikke er det samme, har du mulighed for at komme med til koncert hjemme fra stuen. I denne uge anbefaler musikbibliotekar Ulla Hoberg Lyhne musikdokumentarer fra tjenesten Stingray Qello.

Via Stingray Qello kan du se en masse fede koncertoptagelser og musikdokumentarer. Det er gratis og kræver kun, at du bor i Roskilde Kommune og er oprettet som låner på biblioteket. Se mere om hvordan du kommer i gang her.
 

50th Anniversary of Woodstock Music Festival: The Woodstock Diaries

Woodstock festivalen fra 1969 kan nok betegnes som alle festivalers moder. Historien om hvordan festivalen opstod og legendariske optrædener af blandt andre Jimi Hendrix, The Who og Janis Joplin, kan du opleve i filmen ”The Woodstock Diaries” i tre dele.

Glastonbury Fayre

Festivalen Glastonbury er Englands svar på Roskilde Festival. Kom med til den første Glastonbury i 1971 i filmen Glastonbury Fayre. Dokumentaren giver et unik indblik i skabelsen af en stor festival, krydret med koncertoptagelser. Et sjovt tidsbillede og en mulighed for at drømme sig tilbage på festival igen. 

Classic Albums Series

Classic Albums er en dokumentarserie, der dykker ned i skabelsen af en række albumklassikere. Historierne bliver fortalt af musikerne selv, komplet med sjove anekdoter, gamle koncertoptagelser og fortællinger om hvordan numrene opstod. Hør fx historien om Duran Durans hitalbum ”Rio”, Fleetwood Mac klassikeren ”Rumours” eller ”Nevermind” med Nirvana.

Vidste du, at Roskilde Bibliotekerne har en facebookside kun med musikformidling? Vores musikbibliotekarer og –formidlere deler ud af deres musikviden og giver musikanbefalinger på facebook.com/LydsporRoskilde/