Spændende og veltegnet western

09.11.20
'Sauvage' er en western-/spændingstegneserie, skrevet af Yann, der tidligere har stået bag en lang række veludførte manuskripter, bl.a. til flyverserien 'Angel Wings', og tegnet af Félix Meynet, der ikke tidligere er udgivet på dansk.

Mexico, 1864. Felix Sauvage, en ung løjtnant i den franske hær, kæmper for Napoleon IIIs styrker, mod mexicanske juarister, der ikke vil finde sig i franksmændenes forsøg på at gøre Mexico til et monarki. Modsat sine soldaterkammerater, der primært har ladet sig hyre p.g.a. lønnen, er Sauvage i Mexico for at hævne sine forældres død. Den franske hær redder en dilligence fra de mexicanske oprørere, og Sauvage tildeles en vigtig mission for kejseren. 

Det er en spændende og velskrevet westerntegneserie. Plottet er stramt, og handlingen får tid til at udfolde sig. Karaktererne er veldefinerede, med bl.a. et par væsentlige kvindelige roller. Både action- og dialogscener fungerer glimrende. Tegningerne er flot udført, i en let løs streg. Den maleriske farvelægning tilfører stemning, dybde og fremdrift, og byder på en række særdeles lækre miljøtegninger. Første del af tre. 

Se en video om serien:

Materialer