Pige, der læser bog

Fem bøger, vi glæder os til i 2024

29.01.24
Hvilke bøger kommer vi til at kaste os over i år?

Vi har spurgt Anette Øster, der er en del af vores ledergruppe og med en fortid i forlagsbranchen virkelig har fingeren på pulsen, når det kommer til ny litteratur. 

Her er hendes bud på fem bøger, som du kan glæde dig til lander på hylderne i 2024. 

Naja Marie Aidt - Øvelser i mørket

Jeg ved stort set ingenting om den og har bevidst valgt at vente og lade mig overraske. Det er hendes første udgivelse siden den stærke og hjerteskærende Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog, som er noget af det bedste og stærkeste, jeg har læst og en af de få bøger, jeg har læst flere gange og hvor jeg græder hver gang.

Sara Alfort - Damer der fik nok

Bogen fortæller historien om 12 skandinaviske kvindelige kunstnere fra 1915 til 1960. Perioden fra hvor kvinderne fik stemmeret i Danmark til p-pillen gjorde det muligt for kvinderne selv at bestemme, om de ville have børn og med hvem. 

Matias Faldbakken - Stakkel

Jeg har tidligere med stor glæde og fornøjelse læst The Hills fra 2017 og Vi er fem fra 2020. Han skriver helt vidunderlig godt og hans bøger minde ikke om noget andet, jeg har læst. Han har en utrolig god sans for det nære og skæve og til at få sin læser til at godtage noget så skørt som en levende jordklump, som i hans seneste udgivelse ”Vi er fem”.

Julie Sten-Knudsen - Sang for brummere

Lyriker Julie Sten-Knudsen undersøger i denne bog, hvordan man skaber forandring, både i sig selv og i sine omgivelser, i håbet om at komme ud af depressionen. Hun spørger ind til, om man kan bestemme sig for at forandre sig, om man kan ændre på sine tanker og følelser og gøre noget nyt. 

Marijke Lucas Rijneveld - Min egen øjesten

Jeg glæder mig altid til at se, hvad der udkommer af stærke værker på det lille forlag Vinter, da det er udgivelser, der er utrolige vigtige i forhold til en mangfoldighed- og diversitetsdagsorden. Marijke Lucas Rijneveld slog sit navn fast som et af de mest spændende unge navne på den litterære verdensscene med den anmelderroste og prisvindende Aftenens ubehag. Nu er hun aktuel med Min egen øjesten der ligesom debutromanen foregår i en hollandsk landsby med dens diger, kvægbønder og kirkesamfund. Fortælleren er en 49-årig dyrlæge, der bliver besat af en brændende kærlighed til den 14-årige datter af en mælkebonde. 
 

Materialer