Vandringer i bøgernes verden

08.04.24
Foråret kalder på dig med sin grønne sprødhed, og du stopper spontant op og lukker nydelsesfuldt øjnene, når en solstråle fanger dit ansigt.

Har du det også sådan? Så kender du måske længslen efter at snøre vandreskoene og gå ud at gå. Følelsen af frihed i kroppen og luft til hovedet - man tænker så godt under åben himmel.
I bøgernes verden spejles personernes vandringer i naturen eller i byens gader ofte af indre rejser, som giver nye indsigter og muligheder. 

”Markløs” er Malte Tellerups debutroman om de to voksne brødre Malte og Emil, der vander hen over Fyn. Målet er den landsby, de har fået deres efternavn fra. Undervejs på deres vandring, som tager nogle dage, taler de om deres familie, som er i opløsning. Deres vandretur bliver både en rejse gennem det fynske landskab,  men også i deres egen familiehistorie.

Ida Monrad Graubøl eksperimenterer her på fineste vis med en blanding af prosa og lyrik. Hovedpersonen Alma vandrer ad pilgrimsruten El camino de Santiago i Spanien. Hun er taget afsted for at undslippe et usundt parforhold og hendes vandring bliver også en indre rejse hen imod at turde være sig selv og turde tro på livet og kærligheden igen.  

Denne poetiske fortælling beskriver, hvordan dét at vandre kan føles som en vigtig handling i sig selv. Måske særligt, når man bliver konfronteret med noget, man ellers ingen kontrol har over. Da filminstruktøren Werner Herzog får besked om, at den tyske filmhistoriker Lotte Eisner ligger for døden i Paris, beslutter han sig spontant for at vandre fra München til Paris. Hvis han kan klare turen, tror han på, at hun vil overleve.

Ganske som Werner Herzog tager også Harold Fry ud på en lang vandring for at besøge en syg ven. Romanen handler om, hvordan vandringen på de 800 km giver Harold, der for nyligt er gået på pension, tid og et mentalt rum til at tænke over sit liv – også de elementer, som har været fortrængt indtil nu. Det er en hjertevarm og charmerende fortælling om en muligvis usandsynlig, men vigtig vandring.

Den unge Hans Christian vandrer nytårsnat ad Københavns gader og stræder, mens hans fantasi rækker langt ud i fremtiden og ind gennem jordkloden. Den sprudlende bog blev Andersens debutroman og en stor publikumssucces. 

Julius er en nigeriansk immigrant, der studerer til psykiater og bor i New York. Han har et brudt kærlighedsforhold bag sig, og vandrer den store bys gader tynde sammen med sin hjertesorg. Ydre handling er ikke i fokus i denne roman, men derimod Julius’ fine observationer fra sine vandringer og hans refleksioner over verden.