Foto: Nicolas Tobias Følsgaard

Hvad læser Kim Andrea Brofeldt?

15.02.24
Hun elsker tykke romaner og duften af biblioteker – og hun har skrevet den hjertevarme og humoristiske roman ”Afslutninger”. Men hvad læser hun selv?

Du kan møde Kim Andrea Brofeldt d. 19. marts på Roskilde Bibliotek, hvor hun fortæller om sin roman "Afslutninger". Det sker til én af forårets Litteære Saloner, hvor temaet den pågældende dag er romaner med både dybde og humor - nemlig de tragikomiske romaner.
Du kan købe billet til arrangementet her.

Hvad læser eller lytter du til for tiden?
Jeg læser både meget og hurtigt, og har altid gang i flere bøger på en gang.
Den vigtigste, er den jeg læser i min seng om aftenen. Den skal være spændende, velskrevet og meget gerne tyk, så jeg ikke behøver hele tiden at skulle starte på en ny bog. Lige nu læser jeg “Tre” af den franske forfatter Valerie Perrin og er helt vild med den. Det er en smuk fortælling om venskaber, livsvalg og misforståelser, og hun skriver helt vidunderligt.
Næste bog på mit natbord er “Til Dancing boy” af norske Sara Johnsen, som jeg har hørt godt om.
Derudover har jeg altid en lille taskebog med mig, til at læse når jeg venter på bus eller i kø. Min taskebog for tiden er Katrine Marie Guldagers “jeg hører hvad du siger”, som er tredje bind i en serie af korte romaner, med vrede kvindelige hovedpersoner. Jeg var vild med de foregående og glæder mig til denne.
Jeg har perioder hvor jeg er opslugt af at dimse med alle mulige kreative småprojekter og der hører jeg lydbøger imens. Jeg er bedre til at læse end til at lytte, så de bøger jeg hører skal enten være nemme at følge med i, eller nogle jeg har læst før. Lige nu hører jeg en bog sf Sissel-Jo Gazan, som jeg har læst for nogle år siden.


Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
Jeg elsker at anbefale bøger til andre! Men jeg kan ikke svare generelt på spørgsmålet, for jeg kan godt lide at anbefale folk bøger, som jeg ved de vil kunne lide. Så det kommer meget an på hvem jeg skal anbefale dem til.
Men hvis nogen spørger mig hvilke bøger der har været nogle af de bedste jeg har læst, kunne disse finde vej på listen:
Boris Vian “Dagenes skum” er den bog jeg har læst flest gange, siden den slog benene væk under mig da jeg var teenager. Surrealistisk, sprød og fin. Men folk finder den generelt underlig, så jeg er stoppet med at låne den ud…
Jeg kan godt lide tykke romaner, der strækker sig over lang tid, og kan i flæng nævne Maggie Shipsteads “Himmelstormerne”, Donna Tartts “Stillidsen”, Nathan Hill “Niksen”, Johan Harstad “Max, Mischa og tet-offensiven” og John Irvings “Æblemostreglementet”. Jeg kan godt lide det med, at man lærer personerne at kende fra barndom til voksenliv og kan forstå, hvad der har formet dem livet igennem. 

Derudover er der mange utroligt gode danske og nordiske forfattere, som nok er det jeg læser mest af og derfor også noget af det, jeg oftest anbefaler videre. Jeg har fx læst og været vild med alt af Maren Uthaug, Alex Schulmann, Stine Askov, Stine Pilgaard og Malene Ravn.

Hvad betyder biblioteket for dig?
Min mormor var børnebibliotekar på Lyrskovgade bibliotek på Vesterbro i København, og jeg var med hende på arbejde ca. en gang om ugen. Lærte mig selv at læse som stort børnehavebarn og stavede mig gennem billedbøger og alle bind af “Det lille hus på prærien”. Duften af bibliotek er duften af barndom og tryghed, og jeg opsøger stadig biblioteker, når jeg kan. 
Da mine fire døtre var små, var vi på biblioteket mindst en gang om ugen for at sidde og læse, låne bøger med hjem eller deltage i arrangementer. 
Jeg er dog ret dårligt til at aflevere biblioteksbøger til tiden, og har helt sikkert betalt mindst en bibliotekar-månedsløn i bøder i tidens løb…

En stor del af “Afslutninger” er skrevet på forskellige biblioteker. Jeg havde en vane med at tage tidligere afsted, når jeg skulle på arbejde og lige klemme en times biblioteksskriveri ind der. 
Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om jeg skriver mere og hurtigere, når jeg sidder omgivet af bøger.