Golden Days festival - PÅ LANDET

28.08.23
Gummistøvler over en blød pløjemark, landlige lugte og fingrene ned i muldjorden. Vores forhold til landet, landbruget og naturen er omdrejningspunkt for Golden Days festivalen 2023.

Roskilde Bibliotekerne fejrer festivalen ved at se nysgerrigt på en særlig del af det danske landskab: Heden

  • Onsdag d. 6. september kan du besøge et magisk hedelandskab, når billedkunstner Marie Kølbæk Iversen og forfatter Malte Tellerup viser andre sider af heden, folkeminderne og dansk kulturarv end dem, vi traditionelt præsenteres for. 
    Læs mere om arrangementet "Havfruens hævn og hedens halvguder".
     
  • I hele perioden kan du se Roskilde Arkivernes udstilling "Glimt fra Gundsø og Ramsø", der viser små glimt af livet på landet i Roskilde Kommune for 100 år siden. Udstillingen kan opleves på både Cosmos i Viby, Jyllinge, Gundsømagle, Aagerup, Gadstrup og Roskilde Bibliotek.  
    Læs mere om udstillingen "Glimt fra Gundsø og Ramsø"

Boganbefalinger

Herunder har vi samlet 5 anbefalinger af bøger, der foregår på heden eller som dufter lidt af landbrug og livet derude med højt til himlen og langt til byen.

Heden er næsten hovedpersonen i denne roman – og så også kun næsten. Kaptajnen Ludwig von Kahlen og den unge kvinde Ann Barbara er stærke og handlekraftige karakterer, der gør stort indtryk på læseren. Man hepper på dem undervejs, mens de kæmper mod både naturens vilde kræfter og en modbydelig herremand.

Tobias, Victoria og deres ven Andreas flytter sammen til Vestjylland for at leve i et åbent fællesskab, hvor de bor sammen og har seksuelle relationer på tværs. De tre unge oplever både praktiske og personlige udfordringer, når de skal begå sig i et samfund, der til tider kigger skævt til dem.

Vi er i Himmerland i 1950’erne, hvor drengen Kristian har en far, der forventer, at han overtager gården. Mange år senere, da Kristian er blevet historie-professor, vender han tilbage til barndommens land for at tage afsked med sin far, der ligger for døden. Sproget er smukt og romanen beskriver fint, hvordan samfundet ændrer sig i takt med, at unge ikke længere automatisk vælger samme liv som deres forældre.

Hovedpersonen Christine har et forhold til landet, som flere af os nok kan nikke genkendende til: vi bor ikke selv på landet, men vi har familie, fortid og forbindelser dertil. Mejerigården har været i Christines families eje i flere generationer og mange hemmeligheder er blevet tiet ihjel på den fædrene gård.

Menneskene i Aakjærs noveller lever under hårde livsbetingelser med fattigdom og slidsomt arbejde i sidste del af 1800-tallet. Deres nøjsomhed og vilje til at overleve er fremherskende, mens de mere bløde sider af menneskesindet har vanskeligere ved at få plads.