Undertaker 1

Spændende og barsk westernserie

04.01.20
Undertaker er en westerntegneserie skabt af franskmændene Xavier Dorison (forfatter) og Ralph Meyer (tegner). Dorison er tidligere udgivet på dansk i en håndfuld serier, mens Meyer ikke tidligere kendes på dansk.

Jonas Crow er bedemand og eftersøgt for en række mord, han skulle have begået i Borgerkrigens sidste år under navnet Strickland. I seriens start er han kold, kynisk, og egoistisk. Men billedet af ham nuanceres undervejs, og det starter med mødet med hans kommende følgesvend, gribben Jed.

Undertaker 2

 

Undervejs får han følge af den engelske eks-husholderske Rose Prairie og den kinesiske indvandrer Lin, der begge er væsentlige for både historiens og Jonas Crows udvikling. Undertaker har en fin evne til at skabe stærke karakterer af roller, der ellers ofte reduceres til stereotyper.

Serien er på fire albums. Det er en fortsat historie, men der er naturlige plotafslutninger undervejs - der så leder historien videre til næste del.

Først drejer det sig om Cusco, der er en hovedrig minejer, der vil dø med sin rigdom. Han sælger og veksler alt til guld, og spiser det, så han kan blive begravet med det. Og her er det så at Jonas Crow kommer ind i billedet. 

Undertaker 3

 

Senere handler det om Jeronimus Quint - 'Slagteren fra Sutter Camp' - den virtuose, men gale kirurg, som Jonas Crow havde grumme oplevelser med under Borgerkrigen. Her bliver Undertaker endnu mere barsk, men den er ikke altid udpenslende, og det er en af dens forcer. 

Ralph Meyer har en enestående pennekontrol. Det er fedt tegnet. Smukke dynamiske plancher, der med stram visuel styring og et imponerende flow, sender læseren afsted i historien. Det er allerhøjeste niveau! 

Undertaker 4

 

Undertaker er fermt udført og helt sin egen, både i tegninger og i handling. Bind fem er på vej.

Materialer