Tilbage til 70'erne

12.12.19
Tag med bibliotekaren til strejftog i Sverige og Italien i 70'erne

En ung mand i nord og en pige i syd oplever begge store omvæltninger i deres liv.

Først sent forstår de hver især, hvad der holdes hemmeligt for dem.

Af Ann Luther Torp, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

I en skov af sumak af Klas Östergren

Sommeren 1970 er sitrende varm i Stockholm og hovedpersonen Kenneth har lige opdaget pot og piger. Han tilbringer de lange sommerdage i sin klassekammerat Dans baghave, hvor der vokser marihuanaplanter.

Kenneth ser meget op til Dan, som er ny i byen og lidt ældre, og Dans søster er mere frigjort og spændende end de andre piger, Kenneth før har mødt.
Hvor Dan kommer fra, og hvorfor han pludselig skal gå på Kenneths skole, er i lang tid uvist.

Da den brandvarme sommer kulminerer i en voldsom begivenhed, får Kenneth nogle af svarene. Klas Östergren leverer en velfortalt historisk roman, der emmer af 70ernes stemning og rytmer.

Pigen de sendte tilbage af Donatella Di Pietrantonio

Kan du lide forfatteren Elena Ferrante, vil du synes godt om denne socialrealistiske fortælling.

Vi er i Italien i 1970’erne. Hovedpersonen er en 13-årig pige, som bor med sine velhavende forældre i et smukt hus ved havet.
Hun går til ballet og svømning og lever et godt barneliv. Pludselig en dag ændrer alt sig.

Pigen - som vi aldrig hører navnet på - bliver afleveret hos en fattig familie med mange børn.
Hun får ingen anden forklaring end, at de er hendes rigtige familie og at hun nu skal bo hos dem. Hun prøver at falde til, men føler sig som en vare, der er blevet returneret.
Som én, ingen vil have.

Først da hun er blevet ældre, forstår hun, hvad der er sket. Pigen de sendte tilbage er en barsk roman, men hovedpersonen er intelligent og stærk, og undervejs i fortællingen får vi små hints om, at hendes fremtid bliver lysere end hendes fortid.

Materialer