Gustav

Comics Plus

- tegneserier for enhver smag.

Vidste du, at Roskilde Bibliotekerne giver dig adgang til en fantastisk, digital samling af tegneserier?

Du kan finde dem på vores hjemmeside og de er tilgængelige med kun et par klik. Comics Plus er et netmedie, for at sige det på ”bibliotekarisk”, hvilket indebærer, at det er en digital samling af materialer, som for eksempel tegneserier!  

Måske det bedste ved Comics Plus er, at der er ubegrænset adgang så du kan læse helt uden at behøve at stoppe.
Du finder Comics Plus lige her

Her følger 3 personlige anbefalinger af tegneserier, du kan finde på Comics Plus.

Jeff Smith – Bone

En klassiker. Bone er en slags tegneseriens Tolkien. Et fantasy eventyr med et inddragende univers, kompleks mytologi og mesterlig fortælling. Du følger de tre Bone brødre i deres flugt fra deres hjemby og direkte ind i en ny og spændende verden. Bone kan læses af både store og små og gerne sammen i selskab med hinanden. 

Osamu Tezuka – Under the Air

Osamu Tezuka er kendt for tegneserien Astro Boy og med den at skabe genren Manga som vi kender den i dag. Hvor Astro Boy opfandt de bløde Manga former og udtryk, så er Under the Air en noget mere dyster affære. I Under the Air dykker vi ned i 14 historier, der breder sig genremæssigt. Science fiction, dystopi, kærlighed og gys. Under the Air vil med garanti rykke din forståelse for hvad Manga kan som genre.  

Jeff Lemire - Essex County

Jeff Lemire er både en sublim fortæller og tegner, og Essex County er måske hans mesterværk. En fortælling der placerer et lille lokalsamfund på en knivspids og lader det balancere mellem sorg, tab og håb. Essex Country er en trilogi, der samler alle tre dele af fortællingen og her har du mange timers transcenderede læsning foran dig. 
 

Af Gustav Lindberg Maindal, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne

Materialer