Cykelmyggen Egon

Børnelitteraturen i 1960’erne og tiden derefter

Vi har op igennem den danske børnelitteraturs historie set mange nybrud, men et af de mere markante sker i 1967, hvor fem ganske særlige og stadig elskede bøger bliver udgivet.

De fem bøger er Halfdan Rasmussens Halfdans ABC, Benny Andersens Snøvsen, Eigil og katten i sækken, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil og Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe.

Det er fem meget forskellige bøger, men fælles for dem er, at de markerer en ny tid for børnelitteraturen. De repræsenterer et nyt syn på børn og barndom, de rummer en sproglig vitalitet og opfindsomhed og der er i billedbøgerne et nyt samspil mellem tekst og billede, mest udtalt i Cykelmyggen Egon.

Vi får med disse bøger en anden selvstændighed og nuance i børnekaraktererne. Det er både Benny Andersen, Ole Lund Kirkegaard og Cecil Bødker eksempler på. Og selv om 1970’erne ofte anses for at være socialrealismens årti med bøger som for eksempel Per Holm Knudsens Connie og bolighajen, var det også i denne periode Ole Lund Kirkegaard udgav sine bøger, og her vi fik de første af Bjarne Reuters, så det var altså også en opblomstringsperiode for den humoristiske børnebog.

Af Anette Øster, Leder af Viden og Oplevelse, Roskilde Bibliotekerne og Borgerservice

Materialer