mand og kvinde sidder på en havebænk

ErindringsBio

12.06.23
Digitalt tilbud til mennesker med demens

ErindringsBio er et filmtilbud til mennesker med demens og deres pårørende. Film kan nemlig vække erindringer og styrke livsglæde hos mennesker med demens.

På ErindringsBio kan man streame 62 demensvenlige dokumentariske filmklip fra 1940’erne-1980’erne. Filmene stammer fra Filminstituttets arkiv, og de er særligt udvalgt med det formål at vække minder til live. Filmene er samlet i 8 filmpakker under overskrifter som fx ”Transport – fra A til B”, ”Skoleliv” og ”Idræt og motion”. Filmene har relation til barndom og ungdom, da det er en tid, de fleste mennesker med demens stadig vil kunne genkalde sig.
Sammen med filmene kan man på ErindringsBio finde bl.a. billeder og dialogmateriale, der giver inspiration til samtaler. Desuden kan man se film, hvor der undervejs er indsat pauser, så man kan tale sammen, så det at se film bliver en fælles, aktiv oplevelse.

Det er det Danske Film Institut der har udviklet og lanceret ErindringsBio. ErindringsBio er blevet til i samarbejde med bl.a. Via University College, Rudersdal Kommune, Ældre Sagen, Alzheimerforeningen, Con Amour, Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark m.fl. Projektet er finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.  

Du finder ErindringsBio her